x
Tak for dansen

Pardans, Roskilde Festival, Gloria

Tak for dansen

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Der findes koncerter, som får en til at ønske, at man var 17 år igen, så man kunne lade sig fuldstændigt overvælde af musikken og komme ud på den anden side med et forandret syn på livet, på kunsten, på det hele. Sådan en koncert leverede Pardans på Gloria, og denne signatur er sikker på, at Pardans' vilde antrit og sikre hænder på Gloria har affødt den type yderst positive raptusser.

Allerede det første nummer, det exceptionelt betitlede og klingende ”Her, The Money, The Heels” overvældede denne signatur (den lidt mere fremskredne alder og dertil hørende blaserthed efter hundredvis af koncerter til trods) med disharmonisk gyserstemning. Det, der er så specielt ved Pardans, er den indbyggede dualisme i musikken. Skurrende tonalitet og undergangsstemning danser foxtrot med ekstremt velklingende jazzfunkdygtighed på en måde, som man skulle tro ville føles unaturligt forceret, men som, når man bliver ført i københavnerbandets ferme pardans med publikum, føles naturlig og samtidig særegent forførende. Det er musik, der transporterer sin lytter til et andet sted.

Pardans er et band, der tør det ekstraordinære, og ligesom Mayhemkollegerne i Iceage er de begavet med en frontmand, som er naturligt larger than life, som besidder det der særlige rockstjerne-tryllestøv. Læg dertil et eventyrlystent, musikalsk modigt band, der spiller ekstremt dygtigt og tight, men aldrig lader udtrykket lide under det, og du har opskriften på en kunstnerisk succes med nerve og vovemod.

Man må ganske enkelt tage hatten af for, hvor helstøbt og samtidig grænsesøgende en musikalsk oplevelse, det var at opleve Pardans på Gloria denne aften: Dybt støjende og urimeligt funky. Addis Abbabas horn i en skramlet punkklub i London, men det hele udspringer af Mayhem på Ragnhildgade i københavn. Et sted, der efterhånden må siges at besidde sin egen musikhistoriske magi, også på en global skala.

Et absolut peak i den generelt fuldstændigt fremragende koncert var, da gruppen spillede ”Let Darkness Descend”. Forsanger Gustav Berntsen messede: ”I envy your passion, I envy your happiness / I envy your ability to make me feel worthless”. Dybt rørende ord, og sådan var det generelt under koncerten. Lyrikken var altid tilstedeværende, og følelserne sad behørigt yderst på dansejaketten.

Man kan sagtens nævne nogle forbilleder, som Pardans synes at have på balkortet, men det er næsten meningsløst, for blandingen af bandets inspirationskilder er så ubesværet, samtidig med at de stritter i så mange forskellige retninger, at det samlede udtryk fremstår dybt unikt. Det var yderst fascinerende at bevidne bandets intense fokus, eksempelvis da de spillede ”Moonlit bags of Meat”. Sikke en huggende ondskab, hvilken spidsbelastet vrede, men skarpt fokuseret, altid pardansende på en givende knivsæg mellem kaos og disharmoni og superfunky ekvilibrisme.

Man måtte ganske enkelt overgive sig til dette fremragende band, der på sublim vis denne aften pardansede ned af sin helt egen hidtil ubetrådte sti.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA