x
En fremtid, der lyder som heroin

Amnesia Scanner, Roskilde Festival, Apollo

En fremtid, der lyder som heroin

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

For et halvt år siden må det have lignet en genial idé at sætte Amnesia Scanner på Apollo-scenen i noget nær prime time. Men så udgav de to finner lige det helt anderledes album ”Lexachast”, og så blev det svært at gætte på, hvad de ville spille.

Så det var med en vis nervøsitet, at vi ventede, men nok ikke nær så nervøse som de seks mand, der for rundt på scenen for at fikse et eller andet teknisk problem. Vi nåede dog at få smidt deres computerskærm op på scenen, hvor de færdige filer lå flot parat til afspilning. Jeg gætter på, at det skulle have været den anden computers skærm vi skulle have set.

Og pludselig var scenen tom, der blev blæst massive mængder røg ind, og så startede koncerten. Og det var dystert! To store røde blinkende strob, masser af røg, et maskeagtigt ansigt på storskærmen og dronende basrumlen. Ansigtet bevægede sig synkront til stemmesamples'ene, og lysene lignede verdens ondeste bus, der drønede ud mod publikum.

Ud over det lille glimt før koncertstart har jeg ikke nogen anelse om, hvad der konkret foregik på scenen. Man så kun de to producere som silhuetter i røgen, men jeg ikke indtryk af, at der foregik særlig meget live. Sammenhængen af lyd og visuals holdt dog 100.

Den næste halve times tid spillede de så numre fra ”Lexachast”, og de er mildt sagt ikke catchy. Post trap har aldrig lydt mere uvenligt, og der er heller ingen tvivl om, at det er en noget mørkere narko, end publikum var klar til. Desværre var det meget opbrudt med pauser imellem numrene, og man fik ikke indtryk af overskud eller gennemtænkthed fra scenen. Til gengæld fik man en helt afsindigt flot lyd! Hver en glitch og buldren sad perfekt, og de vilde stemmer stod SÅ skarpt. Duoen er kongerne af stemmeprocessering, og den fik fuld skrue på den konto også. Tilsat håndtegnede visuals i sort/hvid og en masse sære selvopfundne ord på skærmen var det helt sikkert ikke tiltænkt en rar oplevelse. Men stærkt og friskt, hvis man kunne give sig hen til det.

Efter en lille halv time gik de over til at spille numre fra ”Another Life”, og her var der lidt mere hul igennem til folk. Det er stadig helt ekstremt futuristisk, men ikke nær så heroin som den nye plade. På det tidspunkt var de fleste gået, og jeg kunne godt have undet dem at have hørt de numre. Det er så ekstrem en kombination af AFX, SOPHIE og trap.

Til sidst gik de over til et fuldstændig vanvittigt nummer, der kørte os alle over igen og efterlod os gispende. En brutal afslutning, der måske pegede hen mod den næste udgivelse og i hvert fald pegede mod fremtiden, rent musikalsk. De er ved at definere en helt ny lyd, og selvom jeg i dag følte mig lidt i mindretal, så er jeg temmelig vild med det. Når det kørte for dem, var det overjordisk godt, men der var en række ufokuserede pauser og sjuskede forløb, og det trækker ned i helhedsoplevelsen. Men på en god dag? Helt urørlige.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA