x
En tur rundt i følelsesregisteret med vred og humoristisk singer-songwriter

Stella Donnelly, Roskilde Festival, Gloria

En tur rundt i følelsesregisteret med vred og humoristisk singer-songwriter

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Selvom klokken kun er 12.45, er den lille Gloria-scene med en kapacitet på 1200 personer fyldt, da den australske sanger og sangskriver Stella Donnelly går på scenen. Donnelly har fået flotte anmeldelser og pæne salgstal for sidste års debutalbum, Beware of the Dogs og er især kendt for singlen "Boys Will Be Boys" om et seksuelt angreb, en af hendes veninder blev udsat for og den efterfølgende victim blaming, hun blev mødt af fra folk, der mente, hun selv havde lagt op til overgrebet ved at være udfordrende påklædt. Sangen udkom lige, før #MeToo-bølgen brød løs og fik derfor masser af opmærksomhed efterfølgende. Og det nummer får vi naturligvis også i dag, men vi får også en del, der er mere muntre.

Stella Donnelly indleder koncerten med blot en keyboardspiller og sig selv på elektrisk guitar, skiftevis med finger- og akkordspil. Hun har en meget smuk, lys stemme og en uskyldsren fremtoning i de melankolske sange. Det står noget i kontrast til de ofte barske og (sort)humoristiske tekster, eksempelvis "You Owe Me" om sin tidligere chef på den bar, hun engang arbejdede på: "You're jerking off to the CCTV While I'm pouring plastic pints of flat VB," lyder det blandt andet, og som Donnelly forklarer, er VB en australsk discountøl. "Er der også discountøl i Danmark?" spørger Donnelly, og det er der selvfølgelig. Nogen råber "Slots", og så bliver det brand også nævnt i sangen. Man tør næsten ikke skrive, at det næsten også betyder noget andet på engelsk, når vi som nævnt har at gøre med kvinden bag "Boys Will Be Boys"-sangen.

Efter en håndfuld sange kommer resten af Donnellys band på scenen – guitar, bas og trommer, og med nu tre kvinder og to mænd på scenen er det glædeligt at se et orkester med fuld ligestilling. De fortsætter ikke overraskende med et lidt mere rocket output med blandt andet sangen "Watching Telly" inspireret af Irlands nylige lovliggørelse af abort og "Old Man", der også omhandler en overgrebsmand – "det er ikke min far," siger Donnelly drilsk, og i det hele taget er hun ganske afvæbnende i sine kommentarer mellem sangene. I sangen "Die" går hun endda elektropop med et backtrack, idet hun siger, at nummeret var skrevet som en sang, hun kunne løbe til – "og jeg har ikke løbet siden". Til gengæld laver hun parodiske aerobics-bevægelser, og det er ganske underholdende.

Helt alvorligt bliver det dog igen, da vi får "Boys Will Be Boys", hvor Donnelly er helt alene med sin guitar, og den stærke tekst går rent ind – ikke mindst på en festival, der er meget bevidst om at italesætte problematikken omkring overgreb, men hvor der gang på gang indløber anmeldelser om voldtægter – også i år. Donnelly forsikrer os dog om, at der skam også findes gentlemen, så det er altså ikke sådan, at hun hader mænd. Så er jeg mere rolig, men jeg har dog ikke følt mig uvelkommen på noget tidspunkt.

Bandet kommer tilbage på scenen, og efter endnu et par numre siger Stella Donnelly tak for i dag med den energiske "Tricks" med et finurligt lille keyboardriff. En bundsolid koncert, hvor vi kom godt rundt i følelsesregisteret med en solid singer-songwriter, der ikke har genopfundet musikken, men bruger vreden som drivkraft til gedigne sange med stærke tekster, men heldigvis også ved, hvordan man underholder. Fire store stjerner herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA