Junglefeber på Arena

Jungle, Roskilde Festival, Arena

Junglefeber på Arena

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Det er blevet fredag, og solen skinner igen over Roskilde Festival. Det kunne i den grad mærkes på festivalpublikummet, som igen havde fundet shorts og korte ærmer frem, op til Jungles ventede koncert på Arena. Støven hvirvlede ubarmhjertigt både foran og bag teltduggen, som var det 2018, og forsamlingen omkring og under festivalens teltdug, hvor en stor mængde feststemte mennesker var troppet op til koncerten med det otte mand store neo-soul musikkollektiv. De skulle ikke blive skuffede, for festen under teltet var en af dem som bare hører til på en festival – og det var bandet, ført an af topkarismatiske Tom McFarland og Josh Lloyd-Watson, i høj grad at takke for.

“This place is amazing. I already had one of the best days of my life here. I think tonight will be better!”. Således udbrød Josh Lloyd-Watson allerede før koncertens andet nummer “Heavy, California”, med henblik på det show, som Jungle spillede på Avalon i 2015. Dengang var bandet noget mindre etablerede end hvad tilfældet er nu, men det skortede ikke på komplimenter, accentfrie “tusind tak!” og hyldester til festivalens publikum under koncerten, som varede en god times tid. Og det var en time uden nævneværdig slinger i valsen for det otte mand store ensemble, som talte trommer, percussions, keys, synths, guitar, kor og leadvokal.

Det fascinerende ved Jungle er undertiden dynamikken live, hvor mange af medlemmerne varetager forskellige instrumenter og roller undervejs. Og så kan de bare spille – det må man sige. Showets 15 numre kom i den rette blanding af sange, medleys og så selvfølgelig de små instrumentale detaljer, hvor eksempelvis en kæk basgang eller en kælen guitarsolo byggede bro mellem numrene på sætlisten.

En lille anke må dog være, at det klart var starten og slutningen på showet, som satte gang i publikums fødder og sangstemmer. Efter “Happy Man” virkede det sågar til, at lyden blev dæmpet lidt (det kan skyldes lavere intensitet) og fortsatte sådan på de efterfølgende numre. Der blev dog til fulde kompenseret senere – særligt under “Drops”, som lå strategisk placeret mellem storhittene “Casio” og “Drops” blev der trommet igennem, så det kunne mærkes helt ud til de ølbowlerne i campområdet L. Også opbygningen på “Pray”, som udkom på sidste års For Ever, hvor publikum blev inddraget med slow claps (det tog lige lidt tid, før publikum fangede, at McFarland ikke ville have os til at klappe derudaf i lålålå-tempo), understregede, at der altså var tale om et band, som til fulde evnede at starte en fest, hvor godt håndværk og publikumsinddragelse gik hånd i hånd.

Derfor var det også kun på sin plads, at eftermiddagen under den varme teltdug blev sluttet med ægte crowdpleasere i form af føromtalte “Casio”, hvor Nat Zangi leverede et smukt vers, publikumsfavoritten “Busy Earning” og afslutteligt “Time”. Især i den afsluttende fase, var der ingen tvivl om, at Jungle har lige, hvad der skal til, og en booking som denne er lige, hvad enhver festival med respekt for sig selv bør have på programmet.

Sætliste

Smile

Heavy, California

The Heat

Julia

Happy Man

Beat 54 (All Good Now)

Cherry

Pray

Lucky I Got What I Want

Platoon

Crumbler

Casio

Drops

Busy Earning

Time


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA