x
Bring Me the Horizon gjorde sig selv til et topnavn på festivalen

Bring Me the Horizon, Roskilde Festival, Orange

Bring Me the Horizon gjorde sig selv til et topnavn på festivalen

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Bring Me The Horizon indfriede alle forventninger, efter jeg i en koncert i København i 2016 måtte skrive på GAFFA.dk: ”De ligner et klart bud på en snarlig plakattopper på den orange Roskilde-scene.”

Det er muligt, at de så ikke liiige toppede plakaten helt (men næsten) blandt andet på grund af en vis ældre og lidt træt mand, men publikums oplevelse netop foran Orange Scene var så intens, sjov, vild og til tider helt psykedelisk, at efter dette års festival må netop denne koncert være noget, som bliver stående i erindringen – ret langt oppe på listen blandt topnavnene.

Med en intro af marsmænd-lignende figurer, som siden sprøjtede først røg og så ild ud over publikum, var signalet klart:

Vi var havnet på en planet, hvor vi kunne gå grassat (eller ”out of your fucking mind”, som den karismatiske forsanger, Oliver Sykes, så poetisk opfordrede til.)

Britiske Bring Me the Horizon fra Sheffield, South Yorkshire, lige så ofte bare kaldt BMTH, er en sjov blanding af ligefrem lyriske passager, til tider ganske dansable beats, god publikumskontakt og så – ikke mindst – massive vredesudbrud pumpet godt op af guitarer og keyboards fra Jordan Fish, som også styrer en del af den backprogramming, som BMTH bruger i afmålte og helt i orden doser. – Helt i orden, fordi de spiller en rolle i det univers, som BMTH skaber.

Eksempel:

En spøgelseslignende figur på bagskærmen mumler noget uhyggeligt, tænder en gnist til eksplosion, som breder sig ud til flammekastere på scenen, mens også musikken detonerer.

Flot, flot, godt tænkt, virkningsfuldt og uden de klichéer, som koncertteknik ellers kan bevæge sig i nogle gange for at dække over manglende substans.

Det sidste har BMTH til gengæld masser af.

Oliver Sykes kan synge med overbevisning om svigt, bedrag, desillusion og så videre. Han har selv åbent fortalt om sit misbrug af ketamin i 2014, som han siden blev behandlet for. I det hele taget virkede denne erklærede veganer både sund, hyperenergisk og tændt – og ligefrem glad trods alle udbrud.

Han fik inviteret en dedikeret fan op og skråle (fejlfrit) med fra scenen, han tog hele turen ned blandt publikum – og stjal endda et shot fra et par mobile sælgere – og havde i det hele taget en fest.

Hyperenergien smittede af på publikum, som satte sig ned og sprang op på ordre fra ham, lavede gigantiske moshpits og den slags. Ikke kun storhittet ”Happy Song” blev vel modtaget, for det er, som om numrene glider over i hinanden og bliver en totaloplevelse, en følelse, som er svær at ryste af sig efter koncerten er overstået. Måske fordi midt i glæden og energien lurer desperationen og musikken som en nødvendig udladning for den.

En sangtitel i sættet som ”Medicine” er ikke helt tilfældig.

Ja, det er lige før vi kan kalde det kunst uden at rødme, men skal sådan noget helt op at ringe, skal vi også fornemme resten af bandet på scenen. Med Oliver Sykes' karisma står øvrige medlemmer lidt i skyggen, uden vi nogensinde fornemmer personlighed bag fra resten af holdet. Lidt mere plads til dem – og så kan BMTH vist gøre med verden, hvad de vil.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA