x
Mesterguitarist gav rundtur i imponerende bagkatalog

Johnny Marr, Roskilde Festival, Arena

Mesterguitarist gav rundtur i imponerende bagkatalog

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Lad os slå det fast med det samme. Johnny Marr er ikke først og fremmest sanger, men efter en lidt usikker start på hans koncert på den store Arena-scene, der ikke var helt så proppet, som den plejer, fik han styr på sin stemme og tog et begejstret publikum på rundtur i sit imponerende bagkatalog.

Johnny Marr er derimod først og fremmest kendt som den sublime guitarist og komponist i The Smiths, og den arv lod Marr da heller ikke vente længe, da han allerede som andet nummer fyrede "Bigmouth Strikes Again" af. Man savnede et kort øjeblik Morrisseys stemme, men savnet blev faktisk hurtigt glemt, for Marr formår med sin uimodståelige og underspillede britiske charme samt ikke mindst sit sublime guitarspil at få fokus hen på de positive sider af at opleve disse klassiske numre fremført af en SYMPATISK sanger. Publikum havde heller ikke det, der mindede om forbehold, inden de kastede sig ud i en nostalgisk fællessang med Marr, og man kunne se at begge parter nød det.

Også "Stop Me If You Think You’ve Heard This One Before", "How Soon Is Now" og "There Is a Light That Never Goes Out" fik taget til at blafre i Arenas teltdug, og selvom Marr ikke har en stemme så stor og karakteristisk som Morrissey, fyldte han rollen godt ud. Det gjorde han også, da han var stand-in for Bernard Sumner (New Order) i de to Electronic-numre "Getting Away With It" og "Get The Message", hvor versionen af førstnævnte dog haltede en smule i forhold til originalen.

Ud over The Smiths og Electronic har Marr også et lille men gedigent solo-katalog, og specielt hans seneste album Call the Comet bringer mange minder frem om Marrs umiskendelige guitarlyd, der prægede hele The Smiths-tiden, og som man ikke har hørt så meget til siden – før altså dette album.

Koncertens højdepunkter rent musikalsk kommer sympatisk nok også i numrene fra albummet, hvor især "Spiral Cities", "Hi Hello" og "New Dominions" sidder perfekt i skabet og har netop Marrs fantastiske guitarspil som omdrejningspunkt.

At se Marr med sin guitar er som at overvære en symbiotisk romance. Hans kærlighed til sit instrument skjules aldrig, og i løbet af koncerten træder han ofte helt frem på scenen, så alle kan se de små, men virkningsfulde strøg, der velfortjent har givet ham et ry som en af de bedste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA