x
Also sprach Janelle

Janelle Monáe, Roskilde Festival, Orange

Also sprach Janelle

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Da jeg sagde, at jeg gerne ville anmelde det amerikanske vidunder Janelle Monáe, undrede folk sig. "Er du overhovedet til den slags musik, Simon?" sagde de. Men jeg elsker hendes respektløse smeltedigel af fire dekader amerikansk pop. Og jeg har fulgt hende siden Archandroid, som stadig står som et sublimt – og stærkt eksperimenterende – popmesterværk. Monáe har flirtet med det velfortjente mainstream-gennembrud i mange år, og har tit og oftest været mediernes bud på det næste store popfænomen. Hun har i høj grad stemmen, sangene, talentet, karismaen, konceptet – faktisk er det næste uhyggeligt, hvor meget talent hun har. Og så er hun en vild rapper. Måske er det lidt for meget af det gode?

Det endelige mainstreamgennembrud er dog, ind til videre, udeblevet. Og det på trods af at hendes nyeste album – Dirty Computer fra sidste år – blev udnævnt til et af årets absolutte højdepunkter af en overvældende række musiksnobber, som mig selv. Pladen var også meget mindre eksperimenterende i sin umiddelbarhed og besad to gigant-singler i "Pynk" og "Make Me Feel". Og alligevel knak hun heller ikke denne gang koden.

Måske var det med til at forklare den ret så gode plads foran Orange. Mit entourage og jeg kunne i hvert fald vade ind i pitten, uden at nogen havde et problem med det, og trods en beskueligt større menneskemængde ved showets sluttid var der stadig luft mellem fansne. Og man kan undre sig over det, for i Roskilde-regi har Monáe før fyldt Apollo- og Arena-scenen til randen med feststemte fans – to gange i træk på to år. 

Men Orange var ikke for stor en mundfuld, for med den stigende succes har Monáe skruet helt op for pop-menageriet, og koncerten på Orange var således et gigantisk multimedieshow, med alt fra kostumeskift og storskærm til dansere, liveband, mæssingblæsere og endnu en flot mandepage på guitar. Der er skruet helt op for hendes showmanship, og Monáe er tydeligt inspireret af diverse "stage-antics" fra fantastiske krukker som James Brown, Michael Jackson og den altoverskyggende inspirationskilde i Prince. Lidt for pompøst er det måske at gå på scenen til "Also Sprach Zarathustra" – men hvad fanden!

Hoveddelen af sangene i sættet kom fra Dirty Computer, og sange som "Screwed" og "I Like That" glimrede ved det tightspillende funkrock band. Og det fungerede virkelig godt det hele! Næsten lidt for godt! Koncerten kom oftest til at lide under Monáes ærke-amerikanske egentaler om kærlighed og universet. På den anden side har hun oftest ret, så måske man skal skrue ned for nej-hattens evige skepticisme.

"Pynk" stod som koncertens højdepunkt da Monáe endelig iførte sig videoens karakteristiske (undskyld sproget) fiss-bukser, og sangens umiddelbare refræn lagde op til den totale skrål med-fest. Dog endte de mange forsøg fra kunstnerens side oftest i et halvtmumlende publikum og det var først under den catchy "I Got the Juice" at Monáes hårde scene-arbejde endelig bærede frugt, da hun inviterede et lille udvalg publikummer på scenen der fik lov at danse freestyle foran resten af Roskilde. Her bør Thea især fremhæves. Respekt til dig Thea!

Dog bør jeg også nævne de lydproblemer der ødelagde den ellers dejlige Prince-hyldest "Make Me Feel" fuldstændig, da hele band og vokal-siden pludselig røg i svinget. Den slags trækker sgu ned når vi snakker om Danmarks største scene. Uanset om det var Monáes eller lydmandens fejl. Æv bæv!

"Tightrope" og "Come Alive" afsluttede sættet og sætter et stort, fedt punktum for at Monáe burde være 900 gange større end hun er. Publikum var endelige i hendes hule hånd under sidstnævnte, da hun fik folk til at sætte sig ned og gå totalt amok i sangens punkede crescendo. Mesterligt crowdcontrol da hun endelige kom ned blandt publikum.

Jeg synes der var lige lovlig meget gak og gøgl med til koncerten - eksempelvis det småfjollede "lav-hjerte-med-hænderne"-dans eller den pludselige "Purple Rain" outro på den ellers småkedelige "I Like That". De lange "I LOVE YOU GUYS"-taler bliver også for meget for undertegnede, men til gengæld virkede det til at gå lige ind i hjertekulen hos mange andre. Måske er jeg alt for hvid, mand og heteroseksuel, men man får sgu lige lovlig nok ind i mellem. Kald mig gammel og sur!

Dette skal dog ikke lave om på at Monáes show på Orange var en gigantisk, fed, sevlysende understregning af kvindens talent og starpower. Popmaskineriet virkede til UG, men indeholdte også så mange andre kvaliteter, som rækker direkte ind i den amerikanske, sorte sangskat og ind i hjertet på selv den mest sortseende musikidiot. Jeg følte mig i godt selskab med Monáe, mandepagen og resten af scenens utallige aktører, og jeg ville elske at leve i den dimension (som Monáe oftest taler om) hvor hun er den helt store popdiva. For det burde være sådan!

Monáe er for stor til den her dimension, Orange og mig. Måske er det egentlig også fair nok.

Sætliste:

1. Crazy, Blessed Life
2. Screwed
3. Django Jane
4. Q.U.E.E.N
5. Electric Lady
6. PrimeTime
7. Pynk
8. Yoga
9. I Like That
10. Make Me Feel
11. I Got the Juice
12. Tightrope
13. Come Alive (The War of the Roses)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA