x
Avantgarden druknede i festen

Zeitkratzer, Roskilde Festival, Avalon

Avantgarden druknede i festen

Anmeldt af Ulrich Lauridsen | GAFFA

Det ni personer store klassiske ensemble Zeitkratzer har specialiseret sig i at fortolke udgivelser inden for, hvad man måske bredt set kan kalde avantgarde. Således har blandt andet Lou Reeds Metal Machine Music, Karlheinz Stockhausen og John Cage været under deres kyndige og kompetente behandling. I 2017 kastede de sig ud i at fortolke numrene fra Kraftwerks to første plader Kraftwerk og Kraftwerk 2, der begge hører til tiden, FØR Kraftwerk blev 100 procent elektroniske, og det var fem numre fra disse album Zeitkratzer havde taget med til Roskilde, hvor de helt skævt var blevet placeret på den temmelig store Avalon-scene, der i år havde fået ny placering i det nordøstlige hjørne af pladsen.

Kun ganske få publikummer havde nemlig fundet vej til koncerten, og der var vel under 100 personer til stede, ganske få minutter før de gik på scenen. Det antal blev heldigvis større, da klokken rundede 17.00, som desværre også var starttidspunktet for festlige Bikstok på den alt for nærtliggende Orange Scene. Den hidsige "Stratovarius" tog heldigvis det meste af toppen af lydtrykket fra festen på hovedscenen, mens de efterfølgende tre numre "Strom", "Klingklang" og "Wellenlänge" druknede i Bikstoks bas- og trommelyde, der ud over at skabe stor frustration blandt publikum, der krøb tættere og tættere på scenen, tydeligvis også påvirkede musikerne på scenen.

Koncerten fik dog til slut en smule oprejsning, da Zeitkratzer med "Ruckzuck" og et ”ekstranummer” af japanske Merzbow fik overdøvet den distraherende konkurrent, men overordnet blev det hverken Zeitkratzers kvaliteter eller materialets originalitet, publikum tog med sig. Desværre.

Sætliste:

Stratovarius

Storm

Klingklang

Wellenlänge

Ruckzuck

Crack Groove (af Merzbow)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA