Sly & Robbie, Roots Radics, Hernan 'Don Camel' Sforzini: The Final Battle

Sly & Robbie, Roots Radics, Hernan 'Don Camel' Sforzini
The Final Battle

Reggae-krig på vokal og rytmer

GAFFA

Download / Serious Reggae / Afro Records
Udgivelse D. 05.07.2019
Anmeldt af
Henrik Bæk

Tilsammen har de vel rundt regnet stået for cirka 75 procent af den musik, der siden 1968 har velsignet verden som musikformen reggae. Det drejer sig om ingen mindre end selveste Sly Dunbar og hans faste makker gennem mere end 40 år, Robbie Shakespeare og så reggaebandet over dem alle, Roots Radics med den legendariske bassist Errol "Flabba" Holt.

Op gennem 1980'erne var det sådan, at de jamaicanske reggaeudgivelser enten var med Sly & Robbie eller The Roots Radics – der var ikke noget alternativ!

På albummet The Final Battle mødes de så for første gang nogensinde på en udgivelse. Et møde, der er blevet i stand gennem den verdenskendte argentinske percussionist og producer Hernan "Don Camel" Sforzini. Han fik ideen tilbage i 2007 og ved hjælp af en masse planlægning og vaskeægte held lykkedes det ham at skabe kontakt til den "drømme-liste" af reggaesangere, som han gerne ville have med på albummet.

Tanken var at forene Sly & Robbie samt de resterende medlemmer af Roots Radics, og idéen var at skabe et clash, hvor forskellige legendariske reggaesangere skulle indsynge nye numre på nye rytmer.

Resultatet er blevet til mesterstykket The Final Battle, hvor der bydes på i alt 12 lækre numre med kendte reggaesangere som Lee "Scratch" Perry, Mykal Rose, Horace Andy, The Congos, Mighty Diamonds, Max Romeo, Pablo Moses, Ken Boothe, Luciano, Toots Hibbert og Freddie McGregor.

Produktionen er helt i top med flere af indspilningerne foretaget på 56 Hope Road – Marleys gamle Tuff Gong Records og med et creme de la creme på den musikalske line-up, hvor Sly & Robbie og Roots Radics flankeres af kendte reggaemusikere som Dean Fraser, Addis Pablo (søn af afdøde Augustus Pablo), Bongo Hermann, Earl "Chinna" Smith, Henry "Matic" Tenyue samt musikere fra Steel Pulse, Culture, (ex) Groundation og SOJA, må vi håbe det ikke er det sidste slag, der er slået i denne omgang.

Sommerens ultimative roots reggae-album!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA