Mere end habile halusignaler fra nutidige retrorockere

Fribytterdrømme, GrimFest, Bonzaiscenen

Mere end habile halusignaler fra nutidige retrorockere

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Med deres forkærlighed for 70’ernes danske rock og tekster med surrealistiske og psykedeliske undertoner er Fribytterdrømme oplagte på en afslappet festival som GrimFest, og pladsen foran Bonzaiscenen er da også fyldt, da gruppen træder ind på den lave scene. Fribytterdrømme er et turnéerfarent band, og de seks musikere får da også hurtigt sat gang i publikum med deres ganske iørefaldende og dansevenlige rockmusik, hvor der til tider er op til tre guitarer i gang ad gangen og inciterende keyboard/orgelspil foruden bas og trommer.

Sanger Lau Ingemann Vinther Pedersen er det naturlige midtpunkt med sin let vrængende og nasale stemme, der ligger langt fremme i mikset, og sine billedrige tekster. Og at han så ligner en rigtig rock’n’roller med bar overkrop under læderjakken, trækker heller ikke ligefrem ned i det samlede udtryk. Både han og de to andre guitarister, Alexander Mahaffy og Simon Arendal Jørgensen, spiller veloplagte soloer på skift, men Alexander Mahaffy slår til tider også på en koklokke eller en elektronisk drumpad, og sidstnævnte, altså drumpadden, er i høj grad med til at give bandet et nutidigt udtryk og trække dem fri fra 70’ernes psykedeliske fangarme. I flere af sangene, eksempelvis ”Egodød” – med det iørefaldende guitartema og den måske lidt selvironiske, men ikke upræcise varedeklaration ”Nu fortsætter vi med en banger” – ”Kosmonauten” og ”Halusignaler” nærmer musikken sig et rave-præget udtryk med lange, repetitive passager med masser af højelektrisk guitar og et taktfast beat, og publikum kvitterer ved at danse ganske heftigt, i hvert fald foran scenen.

Et par nye sange, den energiske ”Assasinerdrømme” og den mere lavmælte ”Eksegese”, fortsætter i bandets vanlige stil og lover godt for et kommende udspil. Jeg går og ærgrer mig lidt over, at bandet aldrig spiller hittet ”Hvis du forstod”, inden jeg kommer i tanker om, at den jo er med De Underjordiske og dermed, at jeg stadig har problemer med at adskillige de to grupper, også selvom de sidste år gav en fælles koncert på Roskilde Festival, som jeg overværede, hvor de netop fremviste og understregede deres forskelle og ligheder. Mit problem, ikke Fribytterdrømmenes – de gjorde det fremragende og er fortsat helt fremme i rækken af dansksprogede rockbands.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA