x
Tandløs entertainer

Jamie Cullum, Jam Days, Odense

Tandløs entertainer

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Arkivfoto

Jamie Cullum blev præsenteret som dette års absolutte hovednavn på Jam Days og er da afgjort også det mest berømte navn, der har kastet sin glans over den lille odenseanske byfestival for blues, jazz og folkemusik, centreret omkring Amfipladsen i hjertet af Odense.

Den 39-årige brite kan udsælge koncertsale rundt omkring i verden, men i den fynske hovedstad denne onsdag aften var der stadig billetter at få, da han indtog Amfiscenen med sit band. Det var nu heller ikke fordi at dem, der valgte at blive hjemme, gik glip af det helt store. Ikke musikalsk i hvert fald. Og musikalsk kvalitet er ellers frem for noget andet det, som Jam Days slår sig op på.

Men underholdende var det da. I hvert fald til at begynde med, da Cullum hoppede ind på scenen, klar på at starte en byfest. Festligt var det da også, at den lille sprællemand ikke kunne sidde stille på klaverstolen ret længe ad gangen, men hele tiden måtte springe op som fjeder og vise sig for publikum. Ikke ulig en overstadig dreng, der undtagelsesvist har fået lov til at blive længe oppe til forældrenes middagsselskab.

Cullum har måske nok sit udspring i jazzen, men først og fremmest er han brite. Som Beckham og Jamie Oliver er det, og – ikke mindst – som Robbie Williams er det. For det var mest af alt ham, Cullum mindede om i Odense. Bevares, Cullum er mere virtuos rent musikalsk end Williams, men det er ikke desto mindre den samme form for tandløst entertainment, de gør sig i. Den der samme blanding af egne sange og fortærskede standarder som for eksempel ”Just A Gigolo”, som Cullum også diverterede publikum med i går.

Hvilket også er fint, hvis man har sit eget show i Las Vegas. Eller står på Tinderbox’ røde scene eller Smukfest, som Williams gjorde næsten samtidig. Men på en lille nichefestival for jazz, blues og folk gav det mindre mening. Jazz var der ikke meget af, og af blues og folk var der slet intet. Til gengæld pop, hiphop og salsa i et potpourri af forskellige genrer, tilsyneladende uden nogen indre logik.

Det var i øvrigt Cullum og co.’s sidste show på en lang turné, og måske derfor en vis metaltræthed havde indfundet sig i bandet. Gulvbassisten bagest på scenen lignede i store dele af koncerten én, der allerede mentalt var taget hjem.

Eneste musikalske højdepunkt for denne anmelder var den uimodståelige, gospelfarvede ”Mankind” fra det nyeste album Taller. Her viste Cullum, at han godt kan stå på egne ben som sangskriver, og her havde korpigerne også en stjernestund.

En anden sang fra det nyeste album med overskriften ”The Age of Anxiety” fungerede også nogenlunde og løftedes af dens adresse til den aktuelle, ulykkelige situation i Storbritannien.

Men ellers var det altså så som så med mindeværdig musiceren i en koncert, der mest af alt levede af den energi, som hovedpersonen med sin utrættelige, fysiske vigør formåede at generere hos publikum, snarere end hvad der kom ud af højttalerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA