x
Hollywoods gulddreng er gået op i røg. Og alle er pisseligeglade.

Thirty Seconds to Mars, Smukfest, Bøgescenerne

Hollywoods gulddreng er gået op i røg. Og alle er pisseligeglade.

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg var glad, da jeg stod op i morges. Trods regn og alskens strabadser med at komme til og fra Skanderborg var jeg glad for muligheden for at tage del i festivalen og alle de løjer, som den tilbyder. Ikke mindst for at nyde musikken, som trods alt for mig altid er det primære omdrejningspunkt, når jeg tager på festival. Det er altid en fornøjelse at høre alskens musik i alle afstøbninger og former. Det beruser som regel én med livsglæde.

Jeg er ikke glad længere. Jeg er pissesur. For jeg har til dato virkelig ikke oplevet noget, der lignede, hvad 30 Seconds to Mars leverede på Bøgescenen torsdag aften på Smukfest.

Duoen, der engang var en trio, er ikke uden rutine i bagghånden. Med debut tilbage i 2002 har de været en del af og været med til at føde emo/garage-rock scenen, der var så markant op igennem 00’erne. Musikken aspirerer mod en elektronisk regnbuefarve af Linkin Park og Muse i en hektisk blanding. Det er altså de folkelige massefølelser med stort F, vi skal serveres af brødrene Jared og Shannon Leto. Men jeg ved ikke, og kan ikke begribe, hvad der er sket, hvilken malurt der er kommet i bægeret, siden denne musikgenre havde sin storhedstid.

Shannon træder op på sit trommesæt, der ved første øjekast ligner det absolut eneste instrument på scenen, det er kun lige hårpragten, der afslører en langlemmet basspiller og keys-spiller i baggrunden. Efterfølgende kommer Jared Leto i pomp og pragt med silkekappe og pink tracksuit med verdens største solbriller på, alt imens ”Monolith” starter koncerten. På kommando er de forreste rækker blevet udstukket flag til at hylde messias’ komme, og det er helt tydeligt agendaen fra startfløjt i koncerten. Jared synger knap nok i mikrofonen, han løber mest af alt kejtet rundt, mens backing-båndet overstråler al levende handling på scenen. ”Up in the Air” tager kampen op på ny, men med samme formel, blot med et tvist. Nu har festival-crewet fået stukket gigant-balloner i hånden, som de sparker op i luften, mens Jared og Shannon ikke engang prøver på at overdøve røgmaskinernes larm.

Alt imens står en halvproppet bøgescene og iagttager de ekstravagante remedier, alt imens de trækker på skuldrene og venter på, at en vis Graham gør sin entre på den anden side af scenen om halvanden times tid. Men de tilpas fulde har fattet koncertens præmis, og de har set, at der er et vist rabalder i værk. Deltidsskuespilleren Leto kan se det og udtaler sin komplette begejstring for al fuldskaben samt ’danskernes fremragende møbler’, for det er vi jo også så pisse gode til! ”This is War” får samme behandling fra scenen, hvilket vil sige ikke rigtigt nogen, da det simpelthen virker som om, at de blot har trykket på en afspilningsknap, mens Shannon trommer lidt videre for ligesom at foregive, at der faktisk foregår noget. Det hele virker i sidste ende som et budget-spørgsmål, og det er så umådelig tyndbenet.

Samtidig flyver de førnævnte balloner hjulpet af publikum op på scenen igen, hvilket tvinger Jared tilbage på scenen i en slags planlagt flugt. Det hele er så eksorbitant tåkrummende, at der knap nok er tale om musik mere. Hvilket sikkert ikke er tilfældigt, da det for de to brødre handler om at servere det bedst mulige show. Hvis det så blot var en smule freaky og fandenivoldsk, men det hele er så plysset og ufarligt, at alle de pladderromantiske budskaber om revolution og carpe diem-udråb i sangene mister al, og jeg mener AL, form for potens. Vi er ikke på Smukfest, vi er til pauseunderholdning på et MTV-awardshow.

”Dangerous Night” fra gruppens seneste album ”America” ender, som det meste andet af koncerten i en amputeret råbe-konkurrence, opsat af Jared himself. Den elektroniske flair, som duoen har indoptaget de seneste par år i deres musik, er også fuldstændig udeblivende fra deres liveoptræden og bliver blot et minde om dengang, man havde de instrumenter under en koncert til rådighed, som musikken bestod af. Men pyt nu med det. I starten af koncerten annoncerede Jared, meget oprørsk og idealistisk, en konkurrence om, at de vildeste individer i publikum kunne komme op på scenen og feste “with us”, hip hurra.

Det udfolder sig så i 20 minutter af en times sæt, som består af, at Jared går rundt og udpeger de sjoveste iblandt publikum. Hvad andet må en sagesløs fulderik gøre end at tage alt sit tøj af, blive hivet op på scenen sammen med 4 andre for så ligesom at indse deroppe, at du står nøgen på Bøgescenen på Smukfest. Alle råber ’UFFE! UFFE!’ i Letos djævelske dukkespil, mens han ad flere omgange forsøger at flygte fra scenen, imens alle skal forsøge at minde sig selv om, at det her er skideskægt. Vi forsøger endelig igen med noget musik, ”Rescue Me”, også fra det nyeste album. Her har al rock kapituleret til fordel for EDM’en, mens de stakkels fanger på scenen forsøger at danse rundt.

Imens er der blevet kastet badedyr ud til publikum, som alle straks bestiger for sådan at crash course ned i de menneskemasser. Båndoptageren og trommesættet kører stadig fra scenen, mens Jareds døde blik i Jesus-skikkelsen for alvor begynder at være uhyggeligt. ”Hail to the Victor” lider under selvsamme forbandelse, hvorefter der lige skal lyde en reprimande til alle dem, der først nu aflægger 30 seconds et koncert-visit. ”What the fuck took you so long?” spørger Leto. Ja, gad vide…

Jeg ved ikke, om det kun var mig, der iagttog og oplevede koncerten på den måde, som jeg gjorde. For Grahams kø står ud mod højre side af bøgescenen upåvirket og uforstyrret af galimatiassen på venstre side. Det er, for en gnaven gut som undertegnede, den pureste følelse af, at musikken her har kapituleret. Det handler fra nu blot om, hvor vildt og hektisk showet kan blive. Men når det vildeste bliver, at Jared blafrer rundt med Dannebrog i takt til balladen ”City of Angels” fra 2012-albummet ”LOVE LUST FAITH + DREAMS”, så er det hele så forpustet og kalkuleret (og uden sammenhæng i øvrigt), at man ligesom har glemt fundamentet i at være et band med musik.

Vi bliver dog tilnærmelsesvist mindet om det, da Jared Leto forlader scenen, og backing-bassisten hiver en akustisk guitar frem til tonerne af Shannons ”Remedy”-ballade. Men selv den er så indtryksfattig, at den blot tjener til at minde en om, at vi faktisk er til koncert og ikke i badeland med Hollywood. Jared kommer tilbage med storhittet ”The Kill” under ærmet, men stort nok er det ikke til, at han kan undvære at synge teksten og lade den hænge på det knap så indviede publikum på bøgescenen. Men i hypens ånd skal vi jo huske det her som jagten på den bedste aften nogensinde, bliver vi mindet om.

Frustrationen er den samme på de afsluttende ”Walk on Water” og ”Closer to the Edge". Den sidste har trods alt en masse aggressionen i studieversionen, men hvad gør det, når en storsmilende Jared Leto løber rundt hos publikum storsmilende, imens det til sidst bare sådan rigtig støjer. Nåh jah, og så i den sidste konkurrence-feel har han hivet omkring 40 mennesker op i en afmærket hvid firkant for at lade dem hoppe febrilsk rundt, imens der tages selfies frem og tilbage med publikum til Instagram. Revolutionen kom ikke, hverken politisk eller eksistentielt. Nej, for den har aldrig eksisteret i Letos og Shannons diamantklæder, og udråbene er tydeligvis kun for at pleje deres egne støjende egoer igennem masser af masseappel. Man kan diskutere, om musik skal være af en sådan slags overhovedet, men når man forestiller det, som 30 Seconds to Mars gjorde her til aften, så kan man i det mindste selv leve op til budskabet. Det hele er hyklerisk og kedeligt. Los Angeles’ Ikaros har for alvor brændt sine vinger af. Han lader bare ikke til selv at lægge mærke til det.      


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA