Uoplagt hitparade

Calvin Harris, Smukfest, Bøgescenerne

Uoplagt hitparade

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

I de senere år er koncertformatet blevet ændret meget, og fra tid til anden blusser diskussionen op, om hvorvidt koncerter med store dj's, som ikke mixer deres musik live, kan karakteriseres som en egentlig livekoncert. Med indtoget af EDM og den størrelse, genren har opnået op gennem dette årti, er nogle af de allerstørste stjerner i dag netop dj's, og det er snarere reglen end undtagelsen, at de største europæiske festivaler putter en eller flere af slagsen på programmet, og gerne i de sene timer. Smukfest har de senere år benyttet sig meget af denne taktik, og bookingen af Calvin Harris – manden bag store produktioner for alle fra Rihanna til Dua Lipa – falder meget godt i tråd med ønsket om de store fester til at lukke pladsen af med et ordentligt brag.

Udfordringen med netop denne type koncerter er undertiden, at det nemt kan blive meget upersonligt, såfremt personen på pladerne ikke giver noget af sig selv under showet. Og det var beklageligvis det, vi var vidner til på Bøgescenerne natten til fredag. Udover et lakonisk “tak for i aften”, da showet var forbi, var britiske Calvin Harris ikke rigtig involveret i sin optræden, og det var lidt som at stå på et provinsdiskotek og høre velproducerede – men også vilkårlige – numre, afspillet af aftenens dj. Der var lidt Spotify-dj’ing over det, og det gik desværre ud over festen, som aldrig helt rigtigt kom i gang under bøgetræerne.

For numrene fejler ingenting. Det er et imponerende CV, som den britiske producer og dj har siddende på sig. “We Found Love” med Rihanna fra 2011s Talk That Talk er umiddelbart hans største nummer, men over tiden har popproduceren Harris været soundtrack til mange en gymnasiefest, bytursopvarmning og campfester op gennem 10’erne. Hvis man ligesom mig er i sine midt-til-sluttyvere, har Harris været uundgåelig, når snakken er faldet på toneangivende popmusikere, og han er en af dem, man bare har lyttet meget til gennem årene – bevidst eller underbevidst. Så potentialet var der på alle måder til at levere en stor fest, men det blev som sagt for mekanisk og upersonligt til rigtig at komme op i de højere luftlag.

Det, selvom numre som “Feel So Close”, “How Deep Is Your Love” og “One Kiss” er stensikre hits, som det er mere end svært at stå stille til. Netop derfor var valget om at inkludere Fatboy Slims “Eat, Sleep, Rave, Repeat”, og selvfølgelig de yderst letkøbte festivalklichéer “Seven Nation Army” og “Zombie Nation” lidt besynderligt. Især med det bagkatalog, som Harris immervæk har oparbejdet de seneste godt og vel 10 år. Samtidig lod det ikke til, at Harris mixede fra scenen, hvilket blot bidrog til følelsen af upersonlig playlistekoncert.

Uden det var dårligt, forblev festen bare upersonlig og overfladisk, og de trætte festivalkroppe kom kun momentvis op og ramme højeste kadence under den knap halvanden time lange koncert. Det blev et bevis på, at vi som publikum godt kan tillade os at forvente mere af et liveshow end gode sange pakket dårligt ind. Potentialet var der nemlig uden tvivl til mere, men det kom aldrig rigtig ud over stepperne, og dermed blev hitparaden en af dem, der går i glemmebogen, fremfor over historien.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA