x
Regnbuerne var sublimt malet over Bøgescenen

Years & Years, Smukfest, Bøgescenerne

Regnbuerne var sublimt malet over Bøgescenen

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Vi er efterhånden et godt stykke inde i Smukfest 2019, men det er ikke til at spotte træthedstegn iblandt de muntre festivalgængere. Humøret er ganske højt hele vejen rundt, og det synes også meget passende, da vi her i den tidlige aften bevæger os mod bøgescenen for at se et af Storbritanniens nyeste skud på den efterhånden bundsolide pop-stamme. Years & Years har ageret som trio, bestående af producerne/internet-vennerne Michael Goldsworthy og Emre Türkmen samt forsanger Olly Alexander og så dagens lys for godt fem år siden, men slog for alvor igennem med deres debutalbum Communion fra 2015, der rummede adskillige hits.

Edm-scenen har i den sidste årrække været domineret af dj’s, som kreerede stor omtale ved at samarbejde med alskens stjerner i øst og vest i deres produktioner. Retningen er nu en anden hos denne nye act, dels igennem at lave helt igennem deres eget uden en vanvittig mængde features, og dels, som konferencieren småkækt påpeger, i at være en markant skikkelse i LGBTQ-miljøet ved Alexanders seksuelle orientering.

Trioen har indhentet forstærkninger med trommesæt og kor, og de lægger sammen Michael og Emre det første antrit med ”Sanctuary” fra deres andet album Palo Santo, der skubber hårde trommer af sted i et hektisk, men koncentreret gear. Olly træder ind i ren storsmilende bravur med blomstret trøje og synger sig nænsomt, men uden besvær i gang. Det har været tilbagevendende problem for gruppen, at hans vokal er mikset for lavt, og det præger også de første par numre. Men hvad gør det, når sikre feststartere som ”Shine” og ”Karma” er med i bagagen, der får fuldt smæk på med stemningsfuld video-baggrund og et optændt publikum i total regnbuefarvet kærlighed op mod scenen. Kvaliteterne i bandet ophæver eller nærmere annullerer manglerne, og det er sådan set et vedvarende indtryk igennem hele koncerten.

Undervejs får de skruet op for Ollys mikrofon, og det er veltimet. For selv ”Meteorite”, et af bandets måske svageste numre, stråler fuldstændig pletfrit ud over bøgescenen og bliver et velplaceret symbol på bandets image. Deres tilstedeværelse på scenen er super duper fab, i denne traditions ånd, og det smitter af på deres musik. Men det er vitterligt kun med positive fortegn, og Alexanders attitude og personlige charme overfor publikum er reel ekstravagant på den ærlige facon. Det er følelsen af at træde ind på en gay-bar i enhver slags by og få stukket en cocktail i hånden lige netop det minut, hvor Chers ”Believe” boomer ud af højtalerne. Det rammer lige præcis der, hvor det skal, og hele Skanderborg danser med.

Men det stopper heller ikke der. Der annonceres oppe fra scenen, at bandet også er glade for balladerne og skruer tempoet lidt ned. Det gøres først med ”Eyes Shut”, der virkelig rammer i nervebanerne, og man står næsten med følelsen af, at en moderne Elton John minus briller og med flere elektroniske beats i ryggen så småt er begyndt at fødes i den genert ekstravagante Alexander. Den efterfølgende ”Lucky Shot” får ikke helt samme vingefang og stagnerer lidt i den neddyssede vibe. Til gengæld bringer den glidende overgang hurtigt overskuddet tilbage i musikere og publikum med hittet ”Gold” fra debutpladen, og dansetrinnene bevæger sig ind over pladsen på ny. Og himlen kommer kun endnu tættere på med ”Desire”, der lige så vel fyrer af sted i raketfart med tilrettelagt kor og fællessang helt på sin plads. ”Palo Santo” får et mytisk skær med knaldstor måne i baggrunden igennem noget, der ligner en sydkoreansk transmission, og det bliver lige ved og næsten så storladent, som det gøres til. Men trods Alexanders potentiale har hans skikkelse ikke helt den fylde endnu, som stemmemæssigt kan løfte hele skoven til usete højder. Men det kan bestemt komme med tiden.

”Hallelujah” får vi heldigvis også serveret, og den er nærmest altid en fornøjelse at lytte til, med stort tryk på subbas og trommer. Der kommer mere vuggen og hyggestemning på ”Worship”, og til stadighed gør både Goldsworthy og Alexander, hvad de kan for at sprede den gode stemning rundt på pladsen. Det er en sjov kontrast til sangene, der tit har et amourøst mismod i lyrikken. ”Rendez-vouz” bliver nok det mest anonyme nummer på aftenen, men vi får til gengæld hele rabalderet udfoldet i afslutningen. ”If You’re Over Me” vækker stor genklang i publikum, der hujende begejstres i genkendeligheden af tabte forhold, som forløses i Years & Years karisma og troværdighed som live act.

”Play” har samme energiske baspumpe, men matcher stadig ikke forløsningen i det ultimative radiohit, ”King”, der da bestemt også er en stor fornøjelse at høre i live format. Holdet formår at kombinere stadionstemning og ren musikalsk klangbund så vel, at man ikke kan lade være med at frydes over en så ordentlig booking af Smukfest. Briterne takker af og overlader resten af festivitassen til publikum, der har fået den bedst tænkelige optakt til resten af denne fredag aften i Skanderborg. Og LGBTQ har langt om længe fundet en stemme, der favner så bredt, at ingen kan sætte sig imod deres eksistens. Kæmpe tillykke herfra!  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA