x
Moderne rock – nu med dikkedarer

Go Go Berlin, Smukfest, Bøgescenerne

Moderne rock – nu med dikkedarer

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Hvad betyder ordet dikkedarer egentlig? Ja, det er – fortæller ordbogen – noget med unødig udsmykning, og når ordet optræder, er det jo som regel, når der ikke er nogen af dem. For eksempel rock uden dikkedarer. Men hvornår har du sidst hørt eller set nogle dikkedarer, og findes de også i ental? Når jeg filosoferer lidt over udtrykket, skyldes det Søren Rislund og Peter Palshøjs præsentation af Go Go Berlin: Engang spillede de rock uden dikkedarer, men det blev de trætte af, og nu har de så taget dikkedarerne med. Jeg går ud fra, at de sprogbevidste Rislund og Palshøj ikke har tænkt på ordets negative betydning, det med det unødige, og det gør jeg heller ikke, da de siger det.

Go Go Berlin har, dikkedarer eller ej, været under ombygning i de sidste par år. Dels har de mistet et medlem, bassist Emil Rothmann, dels er deres musik inde i en udvikling, som dog allerede var undervejs på deres hidtil seneste album, det fire år gamle Electric Lives. Den 70’er-inspirerede rock fra debutalbummet New Gold fra 2013 var blevet mere groovy og påvirket af både urban, hiphop og elektronisk musik, og det lader til at fortsætte, tilsat en portion regulær pop, på gruppens længe ventede tredje album, The Ocean, som udkommer 23. august.

Det er netop titelsangen fra dette album, som åbner koncerten. Et nummer, som bandet allerede har udgivet på ep’en Proof og spillet live på deres igangværende turné. En sang, hvor Anders Søndergaards keyboard spiller en lige stor rolle som Mikkel Dyrehaves guitar, og som udvikler sig gradvist fra en stille start til at blive mere og mere medrivende med efterhånden flere og flere instrumenter, herunder trommer, og som synes at vare i fem-seks-syv minutter. Forsanger Christian Viums karakteristiske, på én gang rå og klare stemme tager dog lytterne ved hånden hele vejen, og han imponerer, fra første gang han åbner munden.

Fra en semi-ukendt sang til en anden, som bandet dog også har spillet live tidligere, og som straks bør blive et hit, når den udkommer på det nye album: ”Go On (Forever)”. Midt-tempo-sangen begynder med et diskret tromme-backtrack og går over i et guitartema, der omgående sætter sig fast i øregangen, og som jeg øjeblikkeligt glæder mig til at høre vende tilbage senere i sangen. Også omkvædet er catchy, og er der nogen retfærdighed til, bliver den sang råspillet på P6 i resten af den sørgeligt dødsdømte kanals levetid, og fast inventar på alle andre radiokanaler og playlister, der beskæftiger sig med rockmusik og det, der ligner.

Herefter får vi en lille håndfuld af bandets ældre sange, som dog er blevet omarrangeret, så de passer til det nye udtryk. Mest radikal er debutalbummets ”Gimme Your”, som nu har fået en dance-rock-overhaling, der sender mine tanker i retning af Primal Scream omkring årtusindskiftet, og det klæder den. Her viser Christian Vium sig også fra sin velkendte showman-side og får uden problemer publikum til at klappe med, om end det kniber forsamlingen at gå op i dobbelt tempo. Til gengæld begynder ”Electric Lives” en smule trægt i lidt lavere hastighed end originalversionen – sådan føles det i hvert fald – men midtvejs går sangen pludselig op i fart med Christoffer Østergaards piskende trommer, og så vågner tilhørerne.

Et andet nyt nummer, ”Desert”, lægger også roligt fra land og udvikler sig med både unisont livekor og præindspillet ditto og en længere instrumental outro. ”Here Comes the Darkness” udkom på single i begyndelsen af året og er igen et midt-tempo-nummer med et yderst iørefaldende tema på keyboard og guitar. Denne sang er allerede blevet et pænt hit på P6 Beat, og det fortjener den i den grad, og det samme er heldigvis tilfældet for bandets anden single fra i år: ”Love Me”, som bliver spillet med elektroniske trommer i første vers, og hvor Christian Vium virkelig synger til i omkvædet – efter at have vokalforedraget mumlende igennem et håndklæde i første vers.

”Maybe Tomorrow” fra bandets album får vi i en afdæmpet version med elektroniske trommer i tråd med den udgave, gruppen udgav på single for to år siden, mens ”Raise Your Head” også har fået et dance-præg, og balladen ”Castles Made of Sand” undtagelsesvis minder en del om originalen. Og så overrasker Go Go Berlin ved at afslutte med en sang, de allerede har fremført én gang i koncerten, bare i en anden version. Nemlig ”Love Me” i en lang clubbing-udgave med markant synthbas og fire-til-gulvet-trommer. På én gang lidt fantasiløst at spille det samme nummer to gange, men så alligevel ikke, for hvornår har man sidst oplevet en kunstner spille den samme sang to gange på to forskellige måder under samme koncert? Jeg kan ikke lige komme på et eksempel, men til gengæld minder det lidt om et bonusremix som dem, man ofte lagde på cd-udgaverne af albums i slutningen af 80’erne for at udnytte den længere spilletid, og som salgsargument naturligvis.

Publikum følger godt med Christian Viums vink fra scenen, selvom klokken kun er omkring 18, og de sætter sig også ned og rejser sig og går amok, da de bliver bedt om det, selvom det trick efterhånden er brugt nogle gange. Alligevel synes energiniveauet at være en anelse lavere end tidligere grundet sangenes generelt lidt lavere tempo og de færre guitarsoloer. Numrene er i øvrigt blevet længere end før, og på 75 minutter får vi beskedne 12 sange – you do the math. Omvendt er det skønt, at Go Go Berlin udvikler sig og ikke bare gentager sig selv, og det kan sagtens være, deres efterårskoncerter bliver rene triumftog, når fansene har fået de nye sange mere ind under huden – der er som nævnt mindst ét nyt hit i vente. Jeg glæder mig i hvert fald til at blive dus med de nye numre og til at høre hele det nye album – dikkedarer eller ej.

 

Sætliste:

The Ocean

Go On (Forever)

Kill Me First

Gimme Your

Electric Lives

Desert

Here Comes the Darkness

Maybe Tomorrow

Love Me

Castles Made of Sand

Raise Your Head

Love Me


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA