Efterårets mand kom forbi

CS Nielsen, Jam Days, Studenterhuset, Odense

Efterårets mand kom forbi

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Knap var de sidste takter fra My Babys overgearede dansemusik på Amfiscenen døet ud, før end ”Country Stig” Nielsen indtog den noget mindre scene i Studenterhuset ved siden af. Og danserytmer skulle der ikke blive så meget af her. Selvom Nielsen spiller country, er det ikke ligefrem den slags, der byder op til linedance.

Til gengæld er hans ord fulde af ånd og poetisk vid. CS Nielsen er fra Samsø, men det rum, der udfolder sig i sangene er umiskendeligt amerikansk. Det er prærien og vildmarken som mentalgeografiske rum, for nu at bruge et universitetsudtryk. Et trøstesløst sted, hvor alskens mere eller mindre fortabte figurer blafrer forbi som spøgelser. Nogenlunde som man kender det fra montageteknikken i Dylans sange på for eksempel Highway 61 Revisited. Selvom mange danske singer-songwritere før har dyrket americanaen, så har ingen har med samme konsekvens indoptaget dens vokabularium og fraseringer som denne Nielsen.

Helt i tråd hermed introduceredes en sang som en hilsen til forbillederne ”Kain, Judas og Hank Williams”. Leveret med sangerens uforlignelige, underspillede jyske humor. En slags noir Niels Hausgård, om man vil. Han blev i øvrigt også nævnt undervejs. Sammen med Rilke, Baudelaire og andre henfarne poeter. Nielsen er en belæst mand, ingen tvivl om det, men det er karakteristisk for hans særlige take på countrymusikken, at den er dybsindig uden at blive højpandet.

Nielsen sang og spillede guitar samt mundharpe, var akkompagneret af Michael Lund på dobro og lapsteelguitar. Et enkelt, prunkløst set-up, hvor ordene og fortællingerne kunne indtage hovedrollen. Blandt højdepunkterne kan nævnes åbningsnummeret ”Twentieth Century” fra seneste album Jericho Road (2016), ”Border Blues” og især ”Snake Handler”, hans måske bedste komposition, om religiøse skikke i de amerikanske Appalachian mountains, hvor sangeren har hentet en del inspiration fra.

Og så var der selvfølgelig selvportrættet ”Man of The Fall” fra et 2012-album med samme titel, en sang om syndefaldet som eksistentielt grundvilkår, men også om efteråret som sindelag: ”I’m a man of the fall / The whole year round”. Eller som nummeret blev introduceret: ”Foråret er en trossag, men efteråret er et faktum”.

Kvaliteten af sangene faldt lidt mod slutningen af koncerten, hvorfor jeg tilbageholder den sidste sherifstjerne. Men generelt fik skjalden fra Samsø i den grad sunget efteråret poetisk i møde og således sat et fornemt punktum for dette års Jam Days, hvis store scene meget passende blev pillet ned i nattekulden udenfor imens. Javist, sommeren går på hæld, men med disse sange i blodet går man gerne efteråret i møde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA