x
Østeuropæisk melodi grand prix, når det er bedst

Clean Bandit, Smukfest, Bøgescenerne

Østeuropæisk melodi grand prix, når det er bedst

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Hvis du tager Basement Jaxx og sliber alle kanter og frækheder væk og derefter tilsætter lidt ufarlige strygere, så får du Cambridge-gruppen Clean Bandit. På plade lyder det så tidstypisk poppet, som du kan forestille dig, men live ligner det en klassisk overgjort Eurovision-performance fra en del af verden uden hæmninger. 

Clean Bandit står der stort set, som de gjorde det for to år siden på Bøgescenerne, dengang de kun havde udgivet albummet New Eyes. Allerede ved åbningen af koncerten mærker man, at Clean Bandit er solidt placeret som et hitlisteband med "Solo" oprindelig sunget af Demi Lovato. Her i Bøgeskoven var det tour-sangerinderne Kirsten Joy og Yasmin Green, der tog teten for Demi og samtlige efterfølgende andre tracks med mere eller mindre kendte gæsteartister. 

Den ene af Bøgescenerne var næsten for lille til alt, det der skulle foregå med trioens udstyr. Grace Chatto havde sin glitrende Cello og et monster af en keytar, som hun insisterede på at danse med adskillige gange, Jack Patterson havde sine guitarer og synthesizere og Luke Patterson sad bag trommerne og percussion. Dertil havde de også en violinist og en på elektronisk fløjte.

Koncerten led af den klassiske fejlslutning med et show, der virker utroligt tilrettelagt og veludført i starten, men hurtigt udvikler sig til noget ualmindelig mekanisk. Festen kom allerede godt igang med "I Miss You" og et greb, der skulle gentage sig et par gange. Her blev sangen først spillet igennem og så kom der en efterfølgende ekstra lille bid med knald på og røgkanoner og konfetti ud over skovens mange regnslag. Clean Bandit havde bare alt for travlt, og festen fik aldrig rigtig lov til at leve længe nok.

En koncert med Clean Bandit er imponerende på godt og ondt. En ting er at dedikere sig til at inkorporere strygere i sin musik, noget andet er at bruge en nærmest ubegrænset talentmasse til noget så undervældende som ufarlig omfavnende popmusik. Undervejs i showet var et lille kort uforløst stykke med noget Vivaldi på violin, der udviklede sig til et kort cover af Destiny's Child's "Survivor". Det blev en kort smagsprøve, der gjorde det klart, at showet skulle have båret langt flere soli og langt flere elementer ud over de energiske remixes, som skabte en nærværende følelses af live-musik, når nu de alligevel havde alt udstyret med samt to formidable sangere.

Af de to sangere var det uden tvivl Yasmin Green, som tog det afgørende slæb. Hun havde karisma og tilstedeværelse, og ikke mindst lod hun til at møde publikum. Med de rigtige sange var hun en af nutidens kendetegnende stjerner. Her var hun dog blot en effektiv hype-kvinde, der sang, rappede og imiterede Luis Fonsi aldeles problemfrit. Anderledes var det med Kirsten Joy, som formåede at synge sig elegant gennem store sange som "Symphony" og Marinas ellers særegne performance på "Baby". Joy var desværre også en anelse for stiv i sin tilstedeværelse, og så forsvandt hendes vokal flere gange under "We Were Just Kids" og "Last Goodbye".

Showet var langt kedeligere, end man skulle tro, og det blev flere gange bekræftet af de sløve publikummer forrest ved scenen. Det er super frustrerende at møde en koncert, hvor alt potentialet lader til at lure inden for rækkevidde.

 

Sætliste:

Solo

I Miss You

Telephone Banking

Mama

Symphony

24 Hours

Playboy Style

Survivor (Destiny's Child-cover)

Should've Known Better

Rockabye

We Were Just Kids

Extraordinary

Stronger

Last Goodbye

Baby

Real Love

Tears

Rather Be

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA