x
Kongehyldest

King Diamond, KB Hallen, København

Kongehyldest

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Jeg ved sgu ikke, om det var ved at være aldersbetinget, drivende sentimentalitet, unødvendigt nedtonede forventninger af frygt for at blive skuffet – eller bare det gode selskab omkring?

Under alle omstændigheder sker der bare nogle gange det i anmelderrollen, at blokkens blanke ark og det lidt pseudo-intellektuelle overblik over bandhistorie og bagkatalog af numre fra aftenens band bare forsvinder som ligegyldigt vedhæng, når intensiteten i rummet skaber en holistisk aha-oplevelse af, hvorfor man egentlig er til – og hvad musik kan gøre for, at tilstedeværelsen i nuet er lige præcis det, som alting handler om.

Alt ovenstående ordgejl blot for at sige, at King Diamond & ikke mindst band i aftes leverede en koncert beyond words – og ikke set bedre fra det hold i mange, mange år.    

King Diamond fra Hvidovre (smelt så det store anker på Hvidovre Havn om og lav en statue af ham!) har en historie, der med ord fra min gamle ven og partner in crime, Steffen, er noget af det eneste fra vores breddegrad, der har rykket så meget som et komma i international metal. Det meste er alle i det miljø bekendt – lige fra Mercyful Fate til optrædener med Metallica og scene horror-shows, som har dannet skole.

Når koncerten i aftes tilmed var mind blowing, skyldtes det ikke mindst, at tidligere koncerters begyndende tegn på en smule metaltræthed syntes helt væk nu.

Vi fik også et af de få nye numre, siden King Diamond kom med 12. studiealbum tilbage i 2007 med Give Me Your Soul...Please. I aftes kom nummeret ”Masquerade of Madness” som forvarsel på et nyt album – måske i to afdelinger, ifølge interviews. Hertil en kommende ny sceneopbygning, der er ved at blive lavet nu.

Jeg siger bare: Hvis ”Masquerade of Madness” er ment som pejlemærke for det niveau, som er lagt for projekterne fremover, så har det været hele ventetiden værd undervejs med hjerteoperationer med mere. Gennemtænkte soli, catchy sanglinjer og umiskendeligt King Diamonds'sk frasering med en friskhed, som var bandet dannet for nylig.

Tilmed er det nu offentliggjort, at King Diamonds gamle, legendariske heavy metal-band, Mercyful Fate, vender tilbage på næste års Copenhell. Næsten 40 efter, King Diamond og blandt andre guitaristen Hank Shermann dannede det, der blev et af de mest ikoniske danske metalbands. King Diamonds onde falsetvokal skabte i kombination med bandets makabre, teatralske æstetik og okkulte temaer et unikt musikunivers, som King Diamonds husband den dag i dag i virkeligheden står på toppen af.

Sætlisten til sommer vil være sange fra bandets allerførste mini-lp, albummerne Melissa og Don’t Break The Oath – men - igen – også helt nye sange.

Min egen analyse er, at når King Diamond i aftes holdt hele vejen hjem, bygger det også på, at der sker noget nyt og vildt; noget nyt, der giver en voldsom energi og spilleglæde, som hele aftenen osede af.

Jo, der kom også en live-optagelse i januar, Songs for the Dead Live, men sådan noget er ofte retrospektivt.

Det er mere interessant, at King Diamonds band i aftes med især den trofaste guitarist Andy LaRocque plus Mike Wead, bassist Pontus Egberg og den fremragende trommeslager, Matt Thompson, leverede en kraftpræstation – så vidt jeg kunne bedømme uden en eneste fejl i de ofte temmeligt komplicerede numre. Var der nogle fejl, så skjulte de dem godt! Tilmed var alt tight, gennemprøvet og ambitiøst. Det var virkeligt et band med et sjældent sammenspil gennem temposkift fra fræsende rundsave til akustiske drømmesyn. Dybden i lyden var ikke kun en lydmands fortjeneste, men også skabt af musikere, som gav plads og luft til hinanden med gennem professionelt overskud.

Hvad trak ned i det overflødighedshorn? Jo, supporten med det polske black metal-band, Batushka, var en katastrofe. Mænd i kutter og religiøse symboler, som pointen forsvandt i. Udstoppede (?), statiske figurer med nærmest kun en robotarms masturberende stempel-bevægelse over strengene som noget af det eneste med tegn på dynamik. Numre med en simpelhed, så jeg anede Kim Larsens ”Midt om Natten” lige nedenunder – bortset fra, at han fik da i det mindste en sang ud af det. Man kan sige, at når King Diamond i aftes understregede en revitalisering som verdensnavn, så var der ikke grund til sænke barren inden. Og den slags er beklageligvis hovednavnets valg.

Dertil en personlig aversion mod for mange båndede optagelser. Som intro/outro/pause kan det til nød være ok, men i numre som ”Voodoo” lå al percussion klar på en fil, ligesom alle keys på blandt andet ”Arrival” var maskinelle.

King Diamonds rendyrkede, stilskabende metal oser af liv, krop, sved og hårdt, viljefast arbejde. Maskinerne tog ikke nærværet helt væk, men faren lurer altid lige nedenunder, når trommeslageren lige kan tjekke SoMe's, inden arbejdet kalder igen og kræver manuel betjening.

Anyway, King Diamond er helt sin egen med tonsvis af integritet. Inden aftenen var omme, var vi ude i en kongehyldest til en sympatisk mand, som midt i død, ødelæggelse og grusomhed – og andet fra sit teatralske tekstunivers – viser respekt og ligefrem kærlighed til sit dedikerede publikum. De fanger til gengæld både glimtet i øjet og humoren, som også er gennem det hele, der med knusende dygtighed vist overbeviste alle om, at kongen var vendt hjem.

 

Sætliste:

St. Lucifer's Hospital (bånd)

The Candle

Voodoo (al percussion på bånd)

Funeral (bånd)

Arrival (alle keys på bånd)

A Mansion in Darkness (alle keys på bånd)

Let It Be Done

Behind These Walls

Halloween

Masquerade of Madness

Out From The Asylum (bånd)

Welcome Home

The Invisible Guests

Sleepless Nights

The Lake

Ekstra:

Burn

Black Horsemen

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA