x
Som at stirre ind i solen

Szun Waves, Jaiyede Jazz Festival, Teater Momentum, Odense

Som at stirre ind i solen

Anmeldt af Christoffer Henneberg | GAFFA

Jaiyede er navnet på en ung, fynsk jazzfestival, der nu for andet år finder sted på Teater Momentum i Odense. Det lidt eksotiske navn stammer fra en sang med Londongruppen The Heliocentrics, der hedder ”Jaiyede Afro”. Og det er da også netop Londons jazzscene – eller måske rettere: scener – Jaiyede præsenterer på éndagsfestivalen i Odense.

Bag festivalen står Momentums musikbooker Casper Thornhøj Schärfe, der har fået øre for en særlig engelsk jazzrenæssance med London som epicenter. Dette nybrud vil han gerne præsentere for et dansk publikum, idet der samtidig ønskes at gøre op med nogle af de fordomme, der traditionelt er knyttet til jazzmusikken.

Derfor skal jazz på Jaiyede Festival også forstås i en noget mere bred forstand. Der er ikke tale om lange, atonale saxofonsoli a la, lad os sige, John Coltrane, men snarere om en særlig aktuel, engelsk åbenhed i forhold til at blande jazzelementer med alt fra hiphop over house til funk. De vante genreopdelinger nedbrydes, og nye musikalske landskaber kortlægges. Ja, ifølge Schärfe er ”essensen af jazz det, at man forholder sig åben til sine omverden og improviserer sig frem via genrenedsmeltninger”, for nu at hente et citat fra festivalens Facebookside.

Hvor festivalens fokus sidste år var på den mere spirituelt orienterede scene med navne som Emanative og Collocutor, koncentrerede den sig i år om Londonjazzens fusion med electronica. På plakaten var navne som Khalab Trio og Planet Battagon, men det måske mest repræsentative navn for årets festivalprogram var impro-trioen Szun Waves, en slags supergruppe fra den elektroniske jazzscene, om man vil, bestående af tre anerkendte musikere med progressive og eksperimenterende inklinationer: Producer og synthesizertroldmand Luke Abott; saxofonisten Jack Wylie fra Portico Quartet med mere samt den australske percussionist Laurence Pike, som nogle måske kender fra konstellationer som Triosk og PVT.

Szun Waves, der kan beskrives som lige dele zen og Sun Ra, debuterede med den lidt tøvende At Sacred Walls i 2016, men fulgte mere overbevisende op med sidste års anmelderroste New Hymns to Freedom, bestående af seks improvisationer indspillet direkte i studiet uden overdubs.

Sætlisten lørdag aften var primært hentet fra det seneste album, men nogen sætliste i traditionel forstand giver det ikke mening at tale om, når vi dealer med en så improvisationsbaseret musik som her. Snarere er der tale om en fortløbende samtale gennem instrumenterne; et fælles sprog musikerne imellem, hvor synths og sax som regel begynder en tøvende udveksling, som dagens første små solstråler, der titter frem. Herefter får de jordforbindelse med Pikes percussion og stikker af med selve solen som destination. ”Set the Controls for Heart of The Sun”, som imperativet lyder i Pink Floyd-klassikeren af samme navn.

Men man kan som bekendt også komme for tæt på solen, og Szun Waves er ikke for de sarte ører – slet ikke, når de optræder live som i går. Således ligger Wylies effektbehandlede sax nogle gange så højt i lydbilledet, at det nærmer sig smertegrænsen. Ofte bliver den hængende  helt deroppe som en dronen, hvilket skaber en ikke altid lige behagelig spændingstilstand i lytteren. Når Szun Waves’ musik er mest skræmmende, svarer sensationen lidt til at stirre direkte ind i middagssolen med et forstørrelsesglas. Således gik man nærmest forblændet derfra. Alt i alt en spændende, men også lettere grænseoverskridende oplevelse, og som sådan helt i tråd med festivalens programerklæring.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA