ANMELDELSE: Tænksomme toner fra Tølløse

Aufori, Wonderfestiwall, Opalen

ANMELDELSE: Tænksomme toner fra Tølløse

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Et af de mindre kendte navne på Wonderfestiwall er Tølløse-gruppen Aufori, som har fået lov at spille på den mellemstore Opalen-scenen tidligt lørdag eftermiddag. Antallet af publikummer er ikke overvældende, men de, der er her, bliver hængende, for Aufori er en ganske særlig oplevelse. Trioens frontfigur er den 18-årige, ukulelespillende sangerinde Anna Ritsmar, som man måske kan huske fra Melodi Grand Prix 2018, hvor hun fik en andenplads efter Rasmussen og måske også, hvis man har virkelig god hukommelse, fra X Factor 2016, hvor hun røg ud lige inden liveshows’ene. Med sig har hun en el-guitarist og en keyboardspiller, men altså ingen trommeslager, for det er musik i den absolut afdæmpede afdeling, vi skal opleve. Alle medlemmer er klædt i rødt, hvilket er et brand for gruppen, og teksterne er på dansk. Sidste år nåede de finalen i KarriereKanonen, men var altså ikke blandt de tre vindere.

Den barfodede Anna Ritsmar har en ganske smuk, sødmefuld og ung og uskyldsren stemme, som passer fint til hendes fine og skrøbelige ukuleleakkompagnement med både finger- og akkordspil. Der er også i hvert fald lejlighedsvis poesi i teksterne, hvoraf flere kredser om at finde eventyret i hverdagen. Således handler sangen ”Blå mærker” om at ønske at blive barn igen, mens ”Runddans” er inspireret af gruppens hjemby Tølløse: ”Det er en ret kedelig by, men om natten er det et magisk sted,” siger Anna Ritsmar, og det skal man vist være en følsom kunstnersjæl for at forstå – og en sand kunstner for at formidle, og det kan Ritsmar, i hvert fald sådan nogenlunde, når hun eksempelvis synger om ”Sneboldkamp med mælkebøtter”.

Heldigvis får de lyriske toner mørkere modspil fra en til tider støjede el-guitar og fornemme soloer på både guitar og keyboard samt lidt spredt tamburinspil, så der også er en rytmemarkør. Et par af sangene er endvidere mere samfundskritiske, for eksempel nummeret om et ”Danmark, der er ved at falde fra hinanden”. Sangene er langsomme, melankolske og ganske melodiske, ofte i vuggende taktarter, og i det hele taget er der masser at komme efter hos Aufori. Det er oplagt at sammenligne gruppen med Katinka, der også spiller på Wonderfestiwall, tilmed lige efter Aufori, og som også har en ukulelespillende, dansksyngende sangerinde i front. Til sammenligning er Aufori dog mere lavmælte, og teksterne ikke helt så gennemført poetiske som Katinka Bjerregaards, men sidstnævnte kan der jo arbejdes med, og gruppen har tiden for sig. Måske bliver deres udtryk en dag helt auforisk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA