x
Gribende Griffins stemme og sange gav gåsehud

Patty Griffin, Tønder Festival, Telt 1

Gribende Griffins stemme og sange gav gåsehud

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er 23 år siden, den Grammy-vindende amerikanske folk/country-sangerinde og sangskriver Patty Griffin albumdebuterede, men alligevel er det første gang nogensinde, hun befinder sig i Danmark bortset fra en mellemlanding, fortæller hun. Bedre sent end aldrig, må man sige, og tusind tak til Tønder Festival for at booke hende, for sikke da en oplevelse.

Griffin har medbragt de to musikere David Pulkingham på skiftevis akustisk og elektrisk guitar og lejlighedsvis keyboard samt Conrad Choucroun på bas og/eller trommer, for nogle gange spiller han de to instrumenter på samme tid, med den ene fod på stortrommen og den anden på hi-hatten. Han kan dog også betjene både keyboard og akustisk guitar, og på et tidspunkt kalder Griffin de to musikere for ”The Multitaskers”. En yderst passende kommentar, og med Griffin selv på akustisk guitar lyder de tre som et stort band.

Og så er der Griffin selv. Hun er en moden kvinde lidt længere end midt i livet, og det høres på stemmen, der har en smule patina, men stadig er lys og smuk, og så er hun en fremragende sangskriver. Det fremgår tydeligt fra det stærke åbningsnummer, den socialrealistiske ”Mama’s Worried” om husmoderen, der har bekymringer, selvom ingen må vide det. David Pulkingham spiller her som i mange andre sange på en akustisk guitar med nylonstrenge, hvilket giver en sydlandsk stemning af flamenco, der er ret atypisk på Tønder, hvor western-guitarerne med stålstrenge er i overtal, og så er hans fingerspil virtuost og understreger, hvor melodiske sangene er.

”The Wheel” har mere tempo, strøm og distortion, nu med Pulkingham med slide-bottleneck på gribebrættet, mens den bluesede ”Standing” viser Griffin fra sin mest ekspressive side rent sangmæssigt. Publikum i det desværre kun to tredjedele fyldte telt bryder ud i spontane klapsalver over hendes fraseringer, der sender velvære rundt i hele kroppen. En stor del af sangene stammer fra Griffins nyligt udsendte, selvbetitlede album, som hun beskriver som ”Sange tilegnet mine landsmænd”. Blandt disse finder vi ”Boys from Tralee” om hendes irske bedstefar, der kom til USA som ludfattig, men alligevel blev taget imod og altså er direkte medvirkende til, at vi kan nyde en så stor kunstner som Patty Griffin på scenen (min formulering, ikke hendes).

Den helt lavmælte ”Luminous Places” med klaver og akustisk guitar bør også fremhæves, men ellers er sættet ét langt højdepunkt, som heldigvis resulterer i større og større klapsalver efter hver sang. Som ekstranummer får vi ”Heavenly Day”, Patty Griffins efter eget udsagn eneste kærlighedssang nogensinde, tilegnet hendes hund. Heldige kræ.

På et tidspunkt spørger Griffin, hvad man bør spise, når man er i Danmark. Svarene blæser i teltet, men hun fortjener en tur på Noma efter aftenens pragtpræstation, som heldigvis bliver fulgt op af en ny koncert på Tønder tidligt søndag aften. Kom venligst snart tilbage!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA