x
Ty Segall: First Taste

Ty Segall
First Taste

Træfsikker trettener fra den produktive garagerocker

GAFFA

Album / Drag City
Udgivelse D. 02.08.2019
Anmeldt af
Jens Bager Vang

Ty Segall udgiver plader og deltager i musikalske projekter i et rasende tempo.

First Taste er hans 13. album siden debuten i 2008. Læg dertil udgivelser med hans forskellige bands Fuzz, Sic Alps og White Fence, produceropgaver for grupper som Peacer og meget mere. Alt i alt skulle det være omkring 30 regulære album og uoverskueligt mange sideprojekter.

Det mest imponerende er dog ikke antallet af udgivelser, men mere den kontinuerlige kvalitet, og at Segall konsekvent undgår gentagelser.

Sidste års Freedoms Goblin imponerede med sin diversitet og solide sangskrivning og endte i toppen af mange årslister. Taste First, som netop er udkommet, er på nogle områder en videreudvikling af eksperimenterne og variationen på Freedoms Goblin, om end albummet er kortere og en smule mere retningsbestemt.

Albumåbneren og singlen "Taste" er klassisk Ty Segall med fuzz-pedalen trådt helt i bund. Lyden er metalisk og uforsonende og leder tankerne hen på albummet Slaugherhouse fra 2012. Når det drejer sig om tempofyldt garagerock og guitarfræs, er Segall fortsat i særklasse.

På "Ice Plant" træder den californiske surferhippie frem i rampelyset. Et multitracket kor bakker Segalls melodilinjer flot op og messer drømmende ”Let your love rain down on me” til slut.

"Radio" viser Ty Segalls interesse for alskens østlige strengeinstrumenter, der bliver brugt til at understrege de elektriske guitarlinjer. Denne 60’er-inspirerede hymne trækker herved tråde til såvel Brian Jones som Ravi Shankar, men sparker begge solidt ind i nutiden.

Tidligere har Ty Segall løbende skiftet musikere ud fra album til album, men denne gang har han holdt fast i sit Freedom Band, som også udgjorde musikerne på Freedoms Goblin. Den solide bund kan især tilskrives trommeslager Charles Moothar, der spiller hårdt og bastant og giver tørre tæsk til lilletrommen. På "Self Esteem" høres hans trommer i den ene side af højtalerne, mens Ty Segall selv spiller den samme rytme i den anden i første del af nummeret, hvorefter det eksploderer i et uoverskueligt kaos af lyd og forskellige rytmer.

First Taste er Ty Segall i vanlig form og er en solid tilføjelse til det imponerende bagkatalog, som vil glæde eksisterende fans. Da albummet samtidig også til fulde viser hans mange facetter og talenter, kan nye fans sagtens hoppe om bord her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA