x
Sleater-Kinney: The Centre Won't Hold

Sleater-Kinney
The Centre Won't Hold

Kontroverser bliver gjort til skamme

GAFFA

Album / Mom + Pop
Udgivelse D. 16.08.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

De amerikanske riot grrl-pionerer Sleather-Kinney har ikke haft heldet med sig forud for udgivelsen af deres ottende album The Centre Won’t Hold. Bandet har været omgivet af kontroverser op til udgivelsen. Dette skyldtes til dels hardcore-fans’ utilfredshed med producerstolen, der har været besat af ingen ringere end Annie Clark, der er bedst kendt som et af den alternative musikscenes vigtigste navne: St. Vincent.

En anden kontrovers skete, da bandets effektive trommeslager Janet Weiss skred kort inden pladens udgivelse, hvilket igen kom i kølvandet på en liveperformance i Late Night with Jimmy Fallon, hvor Weiss lignede en fisk ude af vandet, der backede et band op, der mest af alt virkede som et St. Vincent-projekt. Det var mildest talt svært at se frem til albummet, og man kunne fristes til at tro, at gruppen – der nu kun tæller Corin Tucker og Carrie Brownstein – havde mistet det greb, der gjorde Dig Me Out og The Woods til de hårdtslående mesterværker, de er.

Derfor er det en glæde at sætte The Centre Won’t Hold på og konstatere, at pladen ikke er den fiasko, man havde troet. Oven i købet slår Weiss en proper tromme hele vejen igennem. Gruppen har lagt kaos-energien fra reunion-albummet No Cities To Love på hylden og har i stedet begivet sig ind i mere melodiske poprock-territorier, hvor den punkede energi stadig skinner igennem.

Førstesinglen ”Hurry On Home” er et lille mesterværk i sin knytnæveformede rus, mens en af årets altrock-sange findes på ”Reach Out”, som ellers er lige ved at blive en St. Vincent-parodi i introen. Når sangen først kommer i gang, har vi at gøre med en lille åbenbaring af cool rockenergi. Mid-tempo-rockeren ”Ruins” blander Sleater-Kinneys fandenivoldske riot grrl-vokaler med mere St. Vincent’sk elektronik og kombinerer disse i en sprængfarlig cocktail, og den albumåbnende titelsang introducerer en rytmebund, der på en sær måde minder om tidlig The Residents.

Det høje niveau holdes desværre ikke hele vejen gennem pladen, og mange ballader og mid-tempo-ting dør desværre i en stille og lidt ligegyldig stemning. Dette sker især på pladens sidste del, og ”Can I Go On” og ”LOVE” taber interessen hen af vejen, også selvom sidstnævnte har en dejlig kormelodi. Jeg bliver også nødt til at kommentere den tåkrummende dumme tekst på "The Future is Here", hvor bandet forsøger at beskrive kærlighed i internet-alderen, men fejler totalt. Det lyder som en eller andens vrede bedstemor, der skal beskrive, hvad bredbånd er. Disse malpalcerede sange skyldes nok snarere bandet selv end St. Vincent, som leverer en respektfuld og kompromisløs produktion, som fremhæver Sleater-Kinneys popsensibilitet, uden at de mister den voldsomme energi fra fordums tid.

The Centre Won’t Hold er ikke det sene mesterværk, man kunne have håbet på, og det er heller ikke en løftet fuckfinger til bandets kritikere i den seneste tid. Til gengæld er det et hæderligt rockalbum fra tre (nu to) kvinder med noget på hjerte, en vilje til forandring og nerven til at bakke det op med. Katastrofe afværget! Sleater-Kinney er stadig Sleater-Kinney.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA