x
Bat For Lashes: Lost Girls

Bat For Lashes
Lost Girls

Usødet, original popnostalgi

GAFFA

Album / AWAL Records
Udgivelse D. 05.09.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Du kan huske det, som var det i går! Du er lige ankommet i arkaden i din hjemby, sammen med dine venner, der alle sammen er som skåret ud af The Breakfeast Club. I skal spille Pacman på spilleautomaten, spise candyfloss og leje det seneste nye VHS-bånd med Sly, mens I lytter til det nye Bat For Lashes-album på din ven Dennis' Sony Walkman.

Det husker du heller ikke? Nej! Det er der nok en grund til! For det nye Bat For Lashes-album er først udkommet i dag, i dette herrens år 2019, hvor alt hvad der lugter af 1980 er et slidt postkort i serier som Stranger Things og på diverse pladereoler. Nostalgi er et buzzword, og mange musikere jager det mere eller mindre i disse tider, hvor analoge synths og gatede lilletrommer nærmest er en standard i moderne popmusik. Men britiske Natasha Khan – kvinden bag pseudonymet Bat For Lashes – omfavner 80’erne i så høj grad på Lost Girls, at det næsten er vanvid.

Pladen er ment som soundtracket til en retro-coming of age-film med samme titel som albummet, om bikerkvinder på afveje, og det kan høres! Men dette går ikke ud over den styrke, som har været Khans force på samtlige album, hun har lavet ind til nu: Hendes sangskrivning. Khan har leveret fire plader af høj kvalitet, med 2009's Two Suns som det absolutte højdepunkt. Nærværende anmelder vil mene, at denne plade er et af 00’ernes uomtvistelige højdepunkter. Så lever retroskyen på Lost Girls op til standarden?

Ja for fanden! Det er lidt pudsigt, at Khans stærkeste kort: Hendes karakterdrevne sangskrivning og hendes fabelagtige stemme tager bagsædet på pladen, mens hun krydrer lydbilledet med det ene 80’er-deepcut efter det andet, men legebarnet Khan får til gengæld frit spil, og inspirationen er så gennemført, at Khan formår at gøre det til sit eget. Førstesinglen ”Kids in the Dark” er en fuldstændig fabelagtig ”coming of age”-sang, på lige fod med Lemahls ”Neverending Story” med et af årets stærkeste omkvæd, mens ”The Hunger” trækker spor tilbage til de mere dystre, gotiske toner på Two Suns, svøbt i synths fra Vangelis' ikoniske soundtrack til ”Blade Runner”.

”Feel For You” fejrer livet med en Giorgio Moroder-agtig omgang synthfunk, og den instrumentale ”Vampires” lyder som The Cure anno Disintegration, hvis de havde indspillet et nummer med Kenny G på flødesaxofon. Madonna-baskeren ”Jasmine”, Bananarama-singlen ”So Good” og den Laura Branigan-tech’eren ”Safe Tonight” flasher igen Khans sangskriver-muskler, men tekstmæssigt lader det til, at der hele tiden ligger noget ubehageligt og lurer bag den næste Oberheim-synth. Jeg kunne sagtens se Patrick Bateman holde et længere foredrag om disse sange, inden han smadrede en økse ned i min skalp.

Eneste fejlslag er muligvis de afsluttende sange, hvor ”Peach Sky” bliver lidt for sukkersød, i sin new romantics glæde, mens ”Mountains” pludselige Radiohead-synths bryder med det rendyrkede nostalgitrip. På den anden side er sangene ikke dårlige, og tog man dem væk, ville pladen måske miste momentum, især på grund af ”Mountains”' afsluttende crescendo.

Khans femte album er hendes mest rendyrkede siden Two Suns og måske også hendes bedste, trods de utvetydige kvaliteter ved både The Haunted Man og The Bride. Det klæder hende simpelthen at træde ud af de mere grandiøse, teatralske tendenser, der før har gjort hende til en Kate Bush-arvtager, og eksperimentere med genrerne.

Lost Girls er ikke et mesterværk ligesom Two Suns, men den er en af de mest gennemførte retroplader siden MGMT's Little Dark Age, og i øvrigt en af de plader, denne anmelder har haft det sjovest med at lytte til i år. Efter denne plade står Khan i min bog som en af de væsentligste arvtagere til kamæleonen selv: David Bowie, og Lost Girls er klart en af årets popplader i mine øjne.

(Simon Heggum blev født i 1987. Han er i virkeligheden lige så blank på årtiet som alle andre på hans alder! red.)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA