x
Alex Cameron: Miami Memory

Alex Cameron
Miami Memory

ANMELDELSE: Velmenende kvindehyldest druknet i røvballe

GAFFA

Album / Secretly Canadian
Udgivelse D. 13.09.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Miami Memory er tredje plade fra Alex Cameron – som i virkeligheden ikke kun er australieren selv, men også hans saxofonist og selverklærede forretningspartner Roy Molloy. De to originaler har hurtigt bygget et sleazy univers op omkring sig selv, hvor de med en stor portion selvironi går ind i internetalderen med en række sange, der skildrer misforstået maskulinitet og alle de tendenser, denne bringer med sig af homofobi, slåskamp og chauvinisme. Tilsæt en utrolig sikker leg med 70'ernes og 80’ernes kiksede radiorock og sleazy synthpop, og du har 2017’s smågeniale Forced Witness.

Teksterne er stadig Camerons store styrke og ligger stadig på den hårfine grænse mellem dårlig dude-humor og dyb satire, akkurat ligesom åndsfællen Father John Misty. Dette kan også indimellem blive for meget på Miami Memory, da sangene ikke på samme måde besidder den sorte satire, som løftede Forced Witness fra god til genial. På Miami Memory har Cameron vendt kikkerten den anden vej og beskriver i stedet de stærke kvinder, og dette er på ingen måde en dårlig idé. Det er faktisk oplagt i forhold til Forced Witness. Samtidig er pladen også en hyldest til Camerons kæreste og skuespiller Jemima Kirke.

Den ellers fine ”Far from Home Again” er et fint eksempel. Sangen er en hyldest til de hårdtarbejdende kvinder i sex-branchen, men teksten ender som en slags løftet pegefinger til kiksede, masturberende mænd, og kvindefigurerne i sangen ender mere som en punchline, på bekostning af det gode budskab. Dette skyldes smålatterlige tekstlinjer som: ”When a woman makes her money from dancin’/She ain’t gonna fall for your charm” eller ”She buys her own damn meals/You sit at home and masturbate while she plays grown ups for real”.

Modsætningsvis er ”PC With Me” genial i sit opgør mod nutidens politiske korrekthed. Her er det kvinden, der siger ”You don’t have to be PC with me”, mens Cameron rabler om at komme hjem fra turné som ”Santa Claus with AIDS”. ”End is Nigh” bør også fremhæves, da mandeskikkelsen i denne sang hellere vil dø i apokalypsen end at gå på kompromis med sin promiskuøse livsstil, i kærlighedens navn. Samtidig er det også interessant at høre Cameron selv træde i karakter i pladens højdepunkt på titelnummeret, som skal ses som en fuldstændig hyldest til kæresten, trods de udleverende linjer: ”Eating your ass like an oyster/the way you came like a tsunami”. Hermed en advarsel til folket: Hvis du ikke vil have dit privatliv udleveret, så date aldrig en sangskriver.

Som den vakse læser vil bemærke, har jeg nu brugt en masse plads på at beskrive Camerons sangskrivning, og det er også den, der er mest interessant på Miami Memory, for i et forsøg på at udvide paletten af lyde og instrumenter, bliver musikken oftest FOR corny at lytte til. Når det er bedst, får vi Casio-synthpop på ”Too Much”, ”Stepdad” og titelsangen, som igen skal fremhæves for at eksperimentere med rytmebundens distortede trommer. Når det er værst på ”Bad For the Boys”, ”Divorce” og ”Other Ladies”, synger Cameron som en afdanket Phil Lynott, hvis Lynott var gået Rod Stewart i sin sene karriere, mens Molloy trutter med i baggrunden. 

Og det bliver hurtigt problemet med Miami Memory, som Cameron har kaldt sin mest personlige plade til dato. For musikken på albummet bliver simpelthen for tandløs og direkte fjollet, med boogie-klaver, bodega-orgel og Molloys altid lalleglade saxofon. Melodierne er også svagere end på Forced Witness, hvor den platte Bryan Adams/Paul Young-poprock netop gjorde sangene en tjeneste. På Miami Memory ender sangene med at lyde som røvballerock, man får lyst til at slukke for igen. Det er super ærgerligt, for det her kunne have været det helt store gennembrud for Cameron og hans forretningspartner. Eller måske er det rent faktisk genialt, og jeg skal bare lytte til noget mere Michael Bolton?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA