x
Måske var det en stilskabende verdensstjernes svanesang?

Alice Cooper, Royal Arena, København

Måske var det en stilskabende verdensstjernes svanesang?

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Alice Coopers koncert i Royal Arena hørte i aftes til ét af de der vante besøg, hvor umoderne, ikke-forandringsparate mennesker som nogle af os i 50+ segmentet trygt kan møde op til. 

Eksempelvis var nyere materiale ret fraværende, eftersom eksempelvis kun nummeret "Fallen in Love" fra seneste album Paranormal fra 2017 (nummer 27 i rækken) fandt vej til sætlisten.

Til gengæld kan den 71-årige hardrocker så meget andet end at overraske, når vi har overstået den obligatoriske guillotinering i nummeret "Dead Babies" (han genopstår heldigvis til numrene "Escape" og "I Love the Dead"), snitsår over halsen på statister, sværd og selvfølgelig spændetrøjen.

Eksempelvis kan Alice Cooper levere varen til alles tilfredshed. Og nåh ja, det er heller ingen overraskelse … men derimod bare rart.

Med kun en snes meter op til scenen stod jeg i epicentret for en fest, som Alice Cooper & band altid har været god for. Personligt har jeg aldrig set ham uoplagt til en koncert. Heller ikke denne onsdag aften, men desværre var stemmen helt tydeligt overbelastet af turnéen i en grad, så en fornuftig stemmecoach nok havde rådet ham til at aflyse en enkelt aften.

Det kunne så have været i aftes, hvor kun 4.500 var lukket ind i salen, der i sin fulde pragt rummer 16.000. Scenen var kørt frem og lukket af bagtil, og de øverste balkoner var ikke i brug.

Måske så vi i aftes en stilskabende verdensstjernes svanesang?

Siden gennembruddet for et halvt århundrede siden med sit tredje album Love It to Death og frem til seneste 2017-udgivelse har den venlige præstesøn været garant for veloplagte shows, der for en krig siden netop var stilskabende for metal/hardrock-scenen. Bare spørg hans danske elev, King Diamond.

I dag er de begge endt i det teatralske sceneshow, hvor diverse optrin som guillotineringen og forvoksede monstre (a la Iron Maiden) er en del af inventaret. Måske mangler den åbenlyse pointe, men til gengæld holder indslagene opmærksomheden.

Chok-rock kalder nogen det stadig, men chokeffekten udebliver i dag, hvor temaer som blod og død er velkendt stof for alle fans.

Det samme er hits som "Poison" og "Bed of Nails" fra det 30 år gamle album Trash.

Skal Alice Cooper så dømmes ude, fordi koncerten hovedsageligt kører ned ad Memory Lane?

Næh, for i så fald skulle pensioneringen for længst have ramt en stribe andre verdensstjerner – ikke bare McCartney og Stones. De spiller, fordi de vil og kan – næppe for at betale huslejen.

Masser af det gamle materiale holder tilmed big time. Numre som "Feed Mr. Frankenstein", "No More Mr. Nice Guy" og de for Alice Cooper selv helt uaktuelle sange som "I'm Eighteen" og "Schools Out" har den der klasse-værdi, som nok så mange semi-kopier aldrig når.

Så lad ligge, at det er næsten 50 år siden, Alice Cooper udsendte den uimodståelige teenagehymne om at være 18. Kan man genfinde følelsen, når man er en legende på 71? Jeg vil kalde det et ganske vellykket forsøg grænsende til det succesfulde!

Til gengæld var der også lidt slinger andre steder. "Roses on White Lace" kom aldrig helt op at swinge. Ligesom "Raped and Freezin'" faldt lidt fra hinanden i for meget teater.

Hvad skete der?

Måske koncentrationen røg sammen med det teatralske? Men vi har at gøre med professionelle folk, som fik rettet ind.

Alice Cooper var senest i Danmark som en del af all star-gruppen Hollywood Vampires med Aerosmith-guitaristen Joe Perry og skuespilleren Johnny Depp, der spillede på Plænen i Tivoli sidste sommer. Alice Coopers seneste danske koncert i eget navn var på Copenhell i 2016, hvor jeg også var på banen.

Og endnu engang kan man ikke tage fra Alice Cooper, at han altid har fremelsket den fornemmelse af frihed, som så smukt blev skabt i medleyet mellem "School's Out" og Pink Floyds "Another Brick in the Wall." Det hele gav god mening at slutte af med. Unge som lettere brugte eksemplarer af Alice Cooper-fans fik sunget med ligesom på mange andre af sangene, så Cooper udmærket kunne have sparet lidt på de slidte stemmebånd.

Men inden slutningen var vi også på bandrundtur blandt andet med et soloridt fra en af heavy rockens bedste kvindelige guitarister, Nita Strauss. Hun gør det fantastisk i en ellers mandsdomineret verden af andre excellente rockguitarister – såsom hendes to gode kolleger på scenen, Ryan Roxie og Tommy Henriksen. Og tak for det i ligestillingens navn, Nita Strauss, som altså også har været blandt Revolver Magazines årlige “Hottest Chicks in Hard Rock” de seneste par år.

Og ja, en del af hendes ekvilibrisme kan hurtigt få betegnelsen guitarlir, men det blev doseret fint.

Ud over trommesolo og bandets egen solo-opførelse af "I Love The Dead" var det selvfølgelig en aften med fokus på Alice Cooper selv. Og ja, han holder endnu, står på benene og elsker helt tydeligt det, han laver.

Det kunne mærkes hernede hos os på de forreste rækker, hvorfra alle omkring gik glade hjem. Jeg gætter på, resten var enige i den desværre under halvt fyldte sal.

 

Sætliste:

Feed My Frankenstein

No More Mr. Nice Guy

Bed of Nails

Raped and Freezin'

Fallen in Love

Muscle of Love

He's Back (The Man Behind the Mask)

I'm Eighteen

Billion Dollar Babies

Poison

Guitar Solo (Nita Strauss)

Roses on White Lace

My Stars

Devil's Food (kun band jam)

Black Widow Jam (med trommesolo)

Steven

Dead Babies

I Love the Dead (kun band på sang)

Escape

Teenage Frankenstein

 

Ekstra:

Under My Wheels

School's Out (med mix fra "Another Brick in the Wall”)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA