x
Jævnt bagkatalog i veloplagt levering

Kiefer Sutherland, Pavillonen, Grenaa

Jævnt bagkatalog i veloplagt levering

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

"Jeg skylder jer vist en undskyldning”, siger Kiefer Sutherland indforstået nogle sange inde i aftenens sæt og fortsætter: ”For godt seks uger siden rullede vi ind i jeres smukke by; bussen stoppede, men jeg gjorde ikke...”

At kalde Grenaa en smuk by er måske nok en tilsnigelse, men derudover er det sandt: Sutherland faldt og brækkede et ribben on the outskirts of Grenaa og måtte aflyse et job for første gang i karrieren – men i aften er han tilbage med bandet, endda for at åbne en længere Europaturné.

Sutherland, som blev allemandseje som agenten Jack Bauer i tv-serien 24 timer og har arbejdet med blandt andre Lars von Trier og David Lynch.

Og som for flere år siden søsatte en musikalsk karriere et sted mellem country og rock; på skuldrene af navne som Bob Dylan, Merle Haggard og Willie Nelson uden at besidde nogen af d’herrers monumentale sangskrivningstalent.

Det sidste forekommer nu mindre væsentligt i Grenaa i aften, hvor skuespillerens middle-of-the-road-rock og sympatiske scenepersonlighed gør det ud for fremragende fredagsunderholdning for det fremmødte, fortrinsvis midaldrende publikum.

Bob Dylans hat

Umiddelbart inden Sutherland går på scenen er der tid til et kort backstagemøde med GAFFA, og stjerneglansen er ikke til at tage fejl af, da han dukker op i døråbningen iført hvid jakke og en hat, som kunne have tilhørt Bob Dylan.

Mindre monumental er måske nok selve den sangskrivning, der diverteres med fra scenen de følgende halvanden time – selvom hovedpersonen vitterligt gør en veloplagt figur og flankeres af et fint og solidt spillende backingband.

Der rockes derudad i udpluk fra bagkataloget - og i enkelte passager, hvor hovedpersonen blandt andet fortæller om sin mors slagtilfælde og sine forældres skilsmisse, forstummer den evindelige knevren rundt omkring i salen endda kortvarigt.

Indimellem tager man sig i at tænke, at Sutherlands monologer faktisk brænder stærkere igennem end størstedelen af sangene.

Vi hører om forældrenes skilsmisse, og hvordan far – karakterskuespilleren Donald Sutherland – med skæg og hårpragt direkte fra Kellys helte (1970) altid spillede en – og kun én – plade for Kiefer og hans søster.

Det var naturligvis et Dylan-album – og så spiller Kiefer og bandet minsandten "Knocking on Heaven’s Door" i en hårdt rockende udgave, uden at føje væsentligt nyt til forlægget.

Mors sygeleje

På det tidspunkt har vi også fået "Reckless & Me" – titelnummeret fra Sutherlands seneste album, der udkom i foråret – foruden hæderlige sange som "Truth in Your Eyes", "I’ll Do Anything", "Run to Him" og "Saskachewan", sidsnævnte skrevet på køreturen hjem til mors sygeleje.

Eller hvad med "Faded Pair of Blue Jeans", hvor sangskriveren indskriver sig i en stolt countrytradition, idet han lader en slidt beklædningsgenstand symbolisere en relation – ganske som for eksempel Tammy Wynette i "A Pair of Old Sneakers".

Vi efterlades da heller ikke i tvivl om Sutherlands kærlighed til countrygenren: Johnny Cash spøger (også) i kulissen, og på et tidspunkt opremser hovedpersonen sågar sine helte – fra Willie og Merle til Cash og Kristofferson.

Mod slutningen er stemningen i lokalet endelig løftet, og det er en glad og taknemmelig stjerne, som takker af godt halv ti. Han skal videre til Sverige; nu er turnéen i gang.

Der blev aldrig tid til det interview, vi havde håbet på. Hvor jeg ville have spurgt Sutherland om, hvad der egentlig får ham til at rejse rundt til steder som Grenaa og spille sin musik, når han kunne tilbringe tid med sine kære eller sidde på stranden i Malibu.

Svaret fortoner sig sammen med baglygterne fra turnébussen, da den svinger ud fra parkeringspladsen og kører ud mod hovedvejen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA