Rutineret rustbankeri med enkelte store øjeblikke

Pixies, KB Hallen, København

Rutineret rustbankeri med enkelte store øjeblikke

Anmeldt af Jens Bager Vang | GAFFA

Pixies må efterhånden have begået samtlige synder, de kan. At holde en albumpause på 23 år, at fortsætte uden Kim Deal, at lave en sang – Indie Cindy – der helt explicit beder publikum elske dem igen – ”Indie Cindy, be in love with me” osv. osv. Det er derfor et band, der altid har en masse at bevise – og alligevel virker upåvirkede og ret ligeglade med det som denne aften på Frederiksberg, hvor de slentrende kommer ind på scenen, tager deres instrumenter frem og går i gang med Bossanova-åbneren Cecilia Ann med ryggen til publikum.

Den store jubel kommer prompte, da de vender sig om og går direkte over i Dead fra et af hovedværkerne, Doolittle. Det er lidt pudsigt at se det skæve band fra Boston i disse rammer, hvor publikum er kommet for at høre hits og hygge sig med fadøl. Stemningen er magelig, og skal man opleve lidt spræl blandt de fremmødte, skal man helt op foran. Omvendt er der heldigvis meget lidt mobilpilleri og småsnak i salen. Folk er først og fremmest kommet for at høre musik, og de får en solid sætliste med numre fra hele karrieren.

Det er, som om de nye sange skal lempes nænsomt ind i koncerten – som regel ved hurtigt at lade en klassiker efterfølge. Således bliver Catfish Kate efterfulgt af Gauge Away, og Death Horizon bliver fulgt op af Here Comes Your Man. Netop Death Horizon hører ligesom flere af de nye sange egentlig ikke hjemme i Pixies-kataloget, men passer langt bedre sammen med Frank Black-album som Fast Man Raider Man, Honeycomb og især skilsmissealbummet Show Me Your Tears. Det samme er tilfældet med Bird of Prey, der i stemning ligger tæt op ad albummet Black Letter Day. Live er det op til resten af bandet at give disse numre det særlige Pixies-touch, der skal gøre sangene til deres og retfærdiggøre deres plads i sætlisten. I nogle tilfælde som netop Bird Of Prey træder guitarist Joey Santiago frem med sine karakteristiske overtoner med effekter og skaber den særlige signaturlyd. I andre tilfælde står Black Francis mere alene på scenen og ligner en soloartist.

Af de nye numre fungerer de skarpe On Graveyard Hill, St. Nazaire og Silver Bullet bedst live, fordi de trækker på bandets styrker og særlige kendetegn, og de er er tæt på at piske en stemning op. Derimod tager de lidt tungere Daniel Boone og Ready for Love momentum ud af koncerten, og publikum kvitterer også med forkølede bifald. Dog er de store øjeblikke i overtal som eksempelvis Tame, der bliver skudt af sted med ungdommelig energi uden det mindste tegn på, at sangen faktisk er 30 år gammel.

Under koncerten slår det mig, hvor meget David Loverings trommer egentlig betyder for bandet. De er bastante og uden den store ekvilibrisme, men de underbygger sangene så meget, at der altid er bund og kraft på, hvilket skaber rum for Santiagos melodiske guitarlinjer, Black Francis’ til tider noget porøse stemme og bassist og korsanger Paz Lenchantins blide vokal. Lenchantin ligner stadig en kvinde, der har vundet millioner i Lotto, fordi hun er kommet med i bandet, mens Joey Santiago som vanligt står som en stenstøtte i siden og lader guitaren tale. Sidst jeg så Pixies spille Vamos, havde han jack-stikket i munden for at skabe et støjinferno. Denne gang nøjes han med at tage hatten af og spille med sin skaldede isse.

I 2008 var jeg til en koncert med Black Francis i Vega. Det var lige efter det stærke album Bluefinger, og han leverede et stramt, hårdt og forrygende sæt af nye numre og få perler fra solokataloget. Alligevel var der en mat stemning i rummet, fordi halvdelen af publikum stod med korslagte arme og råbte efter Pixies-numre. Koncerten i aften i K. B. Hallen er på en måde den direkte modsætning til den koncert, fordi alle er glade og får, hvad de kommer efter, og fordi Black Francis nu langt om længe har affundet sig med sin skæbne som den evige Pixies med at katalog af sange, han med god grund kan være stolt af.

Mit eget største Pixies-øjeblik kom til en koncert på Brixton Academy i London i 2009, hvor Crackity Jones fik taget til at lette og publikumsmassen til at være en flydende organisme, der væltede rundt i rummet. Det niveau rammer de ikke denne aften, men da de efter en meget kort pause uden at forlade scenen fyrer Debaser af som ekstranummer, kommer de faktisk tæt på. Derved slutter koncerten på bedste vis, og de fire Pixies kan uden den store fanfare bukke og gå af scenen – i øvrigt uden at have sagt et eneste ord til publikum. Det er kulminationen på en koncert, der måske ikke står som en uomgængelig begivenhed, men alligevel en god oplevelse med enkelte store øjeblikke.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA