Endnu et horisontudvidende møde mellem litteratur, lydkunst og musik

Lise Westzynthius, Katrine Stochholm med flere, Lyd + Litteratur, Radar, Aarhus

Endnu et horisontudvidende møde mellem litteratur, lydkunst og musik

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den aarhusianske Lyd + Litteratur-festival har nu i 17 år præsenteret en årlig festival i spændingsfeltet mellem litteratur, lydkunst og musik. Det er blevet til mange interessante samarbejder mellem forfattere, lydkunstnere og musikere gennem årene, ofte igangsat til lejligheden.

I år finder festivalen sted over to dage på Radar, hvor GAFFA har fornøjelsen af at overvære den anden aften, efter at førstedagen blandt andet har budt på den albumaktuelle danske duo Intet Altid alias digteren Caspar Eric og musikeren Mikkel Grevsen.

William Kudahl ****

Vi begynder med den aarhusianske forfatter og elektroniske musiker William Kudahl, som siddende midt i rummet læser et prosadigt – eller en lyrisk prosatekst – over sin egen musik, der kan beskrives som diskret, ambient elektronisk musik, der er mere stemningsskabende end melodisk og passer glimrende til teksten, der blandt andet handler om at gå i strandkanten og en husfacade, der bliver malet op, og som byder på en række gentagelser og forskydninger. Oplæsningen er ganske rolig, og hele udtrykket er yderst stemningsfuldt, og da der absolut ikke er noget for publikum at se på – scenen er helt tom – er der masser af plads til, at man selv kan danne billeder på den indre nethinde. En spændende, temmelig minimalistisk oplevelse.

Bjørn Rasmussen og Lise Westzynthius *****

Konstellationen af sangeren og sangskriveren Lise Westzynthius (billedet) og forfatteren Bjørn Rasmussen er ikke initieret af Lyd + Litteratur, men er en, parterne selv har fundet på. De har turneret spredt hele året, hvor Westzynthius og hendes to musikere, Ebbe Frej på trommer og akustisk guitar og Nils Gröndahl på violin og sav har spillet sange fra Westzynthius’ seneste, meget flotte album Ja, og Bjørn Rasmussen har læst uddrag af sin nyeste roman, Jeg er gråhvid – begge værker udkom i september 2018.

Westzynthius og Rasmussen har været kreative sparringspartnere på hinandens seneste værker, og Rasmussen har været medforfatter på et par af teksterne på Ja. Herunder sangen ”Laura Palmer”, der også rummer linjer fra både filmen Twin Peaks – Fire Walk With Me og romanen Laura Palmers hemmelige dagbog af Jennifer Lynch. Og Jeg er gråhvid er også skrevet som en slags dagbog om hovedpersonens forsøg på at tæmme sine indre dæmoner og sit alkoholmisbrug blandt andet grundet udsigten til at blive (pap)far.

Hvis der er et missing link mellem den meget lyriske prosa og sangteksterne er det her i det dagbogsorienterede, men ellers fremstår de som to ret forskellige værker, som dog går op i en fornem enhed live, hvor Rasmussen læser meget poetiske passager op mellem Westzynthius’ sange, nogle gange med musikalsk akkompagnement, andre gange uden, og hvor der ofte er en nærmest glidende overgang fra oplæsning til sang. Og hvor Rasmussen i øvrigt flere gange falder ind som korsanger på linje med Ebbe Frej og Nils Gröndahl og klarer det fint. Måske går han snart solo?

Den smukkeste vokal kommer dog fra Westzynthius bag klaveret, ofte skrøbelig, men samtidig ren og klar i det helt høje, luftige leje som i det vemodige åbningsnummer ”Fuck, du forlader mig aldrig”, tilsat Nils Gröndahls klagende sav. Der er lidt mere gang i ”Jeg har en ven” med staccato-klaver, og violinen græder elegant i den bittersøde ”På den anden side”. En sang, som rummer flere Peter Sommer-citater (for eksempel titlen, som er hentet fra Sommers første soloalbum, hvor Westzynthius i øvrigt medvirker), og når man nu ved, at han og Westzynthius har dannet par, er det svært ikke at gøre sig sine tanker over linjer som ”Du kender alle de rigtige, men du kender ikke rigtig nogen” og ”Men fame fucker op, en sjæl som din især”. Uanset hvad er det i hvert fald en stærk sang, og det samme er ”Laura Palmer” med rytmeboks og et par korte leadvokal-passager fra Bjørn Rasmussen, igen hæderligt. En fornem optræden fra to fremragende kunstnere, som får det bedste frem i hinanden – og et samarbejde, jeg ikke lige havde set komme.

Peter-Clement Woetmann og Jaleh Negari *****

Et rendyrket Lyd + Litteratur-projekt er derimod samarbejdet mellem digteren og dramatikeren Peter-Clement Woetmann og musikeren Jaleh Negari, som man måske kender som trommeslager i grupper som Selvhenter og Pinkunoizu, men i aften optræder med keyboard og elektronik. Woetmann læser en række digte, der begynder i et betongråt boligkvarter med betongrå dannebrogsflag og betongrå Berlingoer i garagerne og udruller sig til en fremtidsvision, hvor mennesket får uploadet sin bevidsthed i et kunstigt netværk. Den elektroniske musik er forholdsvis diskret, men udvikler sig dog undervejs med både melodiske forløb og beats.

De to kunstnere har placeret sig midt i salen med publikum i cirkler omkring sig, og tilhørerne bliver også inddraget en smule i værket, da Woetmann og Negari undervejs begynder at sende små højttalere på omgang rundt mellem publikum – højttalere, hvor samples fra oplæsningen går i gang med spredte mellemrum, så man måske pludselig står med en talende stemme i hånden. Yderst effektivt –og i det hele taget et fascinerende værk.

Katrine Stochholm og Det Vilde Band ****

Aftenens sidste optræden er en regulær koncert, og nu er stolene blevet ryddet til siden. Sangeren og sangskriveren Katrine Stochholm med en fortid som komponist og pianist i desværre hedengangne Under Byen udgav for tre år siden sit smukke solodebutalbum Danser til radio. Et album, hvor to af teksterne var digte af 1800-talsforfatteren Emil Aarestrup. Nu er der forhåbentlig et nyt album på vej, for alle sange i aften bortset fra et enkelt er endnu uudgivne. Hvor mange af teksterne der i aften er digte sat i musik, står ikke helt klart, men én er i hvert fald, nemlig ”Nu springer våren fra sin seng” af endnu en digter fra det 19. århundrede, nemlig Viggo Stuckenberg.

Åbningsnummeret er helt stille med mandolin som eneste akkompagnement, men i resten af sættet bliver der skruet op for de elektroniske elementer. Katrine Stochholm har medbragt adskillige keyboards, en synth-bassist, en trommeslager på elektroniske trommer og to korsangerinder, der også hver er bevæbnet med tangenter. Så går det ellers derudad med dansable rytmer, et ofte ret højt tempo og flotte vokaler fra både Stochholm og hendes to meget ekspressive og stærkt syngende korsangerinder.

Det hele både swinger og er ganske melodisk, men teksternes formodede litterære nuancer forsvinder lidt i det kompakte og relativt hårdtpumpede lydbillede. Vi får et pusterum i den lange, afdæmpede intro til afslutningsnummeret ”Hvide sejl”, inden det også bryder ud i dans, men sangene skal vist lige nærlyttes, før man kan vurderes teksternes kvaliteter. Det får vi forhåbentlig lejlighed til inden længe.

Alt i alt endnu en spændende og horisontudvidende aften i krydsfeltet mellem litteratur, lyd og musik. Det er imponerende, at en så ikke-kommerciel festival har kunnet eksistere i nu 17 år på frivillig basis og samtidig præstere et så højt kunstnerisk niveau, og der skal lyde en stor tak til arrangørerne, ikke mindst Robert Skovmose Christensen, der har været en af ankerpersonerne gennem alle årene. Vi ses næste år!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA