x
Solid metal-maraton

Machine Head, Amager Bio, København

Solid metal-maraton

Anmeldt af Morten Thornvig | GAFFA

Det var med en underlig cocktail af både bange anelser og store forventninger sitrende i det onsdags-trætte kadaver, man en våd oktoberaften drog til Amager for atter engang at stifte bekendtskab med Machine Head.

Et tæt og ofte ombrust forhold, der blev indledt i begyndelsen af 1990’erne og siden bød på både opture, men så sandelig også alvorlige nedture, der kulminerede med udgivelsen af den direkte hæslige Catharsis sidste år, hvor frontmand Robb Flynns galoperende storhedsvanvid eksploderede på uskøn vis og siden fik halvdelen af bandet til at tage deres tøj og skride i protest.

Onsdag aften var der så dømt comeback i mere end en forstand. Vigtigst af alt skulle vi være vidne til genforeningen af det “rigtige” Machine Head eller i hvert 3/4 af det. En af Flynns trods alt mere begavede idéer i nyere tid er nemlig at samle stumperne af det band, der var med til at sprænge heavy-skalaen i 1994 med debuten Burn My Eyes. En skive, der må betegnes som en rendyrket klassiker, men også en plade, der kort efter flåede bandet i atomer i en sky af stoffer og intern ballade.

Men pladen fejrer sølvbryllup i år, og derfor er Machine Head alias Robb Flynn igen taget på turne, men i anledning af jubilæet får han selskab af bandet originale guitarist Logan Mader og trommetæsker Chris Kontos, der begge gav Flynn fingeren og smuttede i midten af 90’erne.

På noget spøjs vis skulle vi dog lægge ører til to forskellige udgaver af bandet onsdag aften. Sidste halvdel af det tre timer lange sæt var dedikeret til Burn My Eyes, hvor Mader og Kontos flankerede Flynn, mens første akt i det tre timer lange metal-teater var dedikeret til de mange plader af vekslende kvalitet, Machine Head har begået foruden den mesterlige debut.

Her spillede de to veteraner dog ikke med, for ifølge Flynn ville det være for meget for dem at lære over 30 sange udenad. Så kan man tænke lidt over den.

Den diktatoriske frontbrøler har dog en pointe i, at det ville være lidt af en dødssynd at snyde de mange fans for de utallige metal-træffere, bandet har leveret gennem årene, hvor især de fire plader efter den totale fallit i form af nu-metal-stinkeren Supercharger fra 2001 alle holder tårnhøje niveau.

Så efter Ozzy havde bræget sig gennem ”Diary of a Madman” slentrede Robb Flynn og hans lejesvende på scenen og tonsede gang i smaddder-hymnen ”Imperium”, der er en solid fuckfinger til pladebranchen og i særdeleshed Roadrunner, der droppede bandet efter netop ovenstående fiasko.

Det var ”klassisk” Machine Head, når det var bedst, og temperaturen i salen ramte allerede kogepunktet uhørt tidligt, hvor pitten voksede i faretruende størrelse, mens bandet tæskede gennem tonstunge sager som ”Beautiful Mourning”, ”Bulldozer” og ”Take My Scars”.

Akkurat som vanligt ævlede Robb Flynn jovialt mellem numrene og virkede helt rar og menneskelig og ikke som den diktator, han ofte bliver udråbt til.

Der blev uddelt skamros til Mercyful Fate, mens bandets forhold til Danmark blev betegne som et ”sloppy one night stand,” hvilket åbenbart er positivt.

Sloppy var dog i den grad også den guitar-solo, bandet nyansatte guitarist ”Vogg”, der normalt svinger øksen i polske Decapitated, tvang os igennem.

Herefter tabte maskinen en smule momentum, og det tab blev der sat en fed streg under efterfølgende, hvor Flynn søreme insisterede på at plage os med titelsangen fra Catharsis. Hvorfor vi skal trækkes med numre fra en plade, alle andre end ham hader er en gåde. Man fik dog bekræftet atter engang, hvor ringe pladen og numrene egentlig er, og kvalitetsmæssigt bevæger vi os nede i et niveau, der direkte kan sammenlignes med en b-side fra St. Anger. Øv.

Nyklassikeren ”Halo” fik delvist reddet første halvdel, men hvor ville aftenens koncert have været så meget bedre, hvis Flynn havde droppet sine egne nykker og streget de stinkere fra sætlisten, ingen af os gider høre.

I bedste teater-stil var der nu ti minutters pause, man naturligvis kunne bruge på at stå i kilometerlang kø til Amager Bios ganske få toiletter, og da Logan Mader og Chris Kontos gjorde deres entre på scenen sammen med Flynn, var salen halvtom. Elendig planlægning hele vejen igennem, men det er trods alt ikke Flynns skyld.

Men da først det blodrøde lys sænkede sig over den gamle biograf, og det rigtige Machine Head smadrede sig gennem først ”hittet” "Davidian” efterfulgt af ”Old”, skrålede salen om kap, mens selv den grånede herre med ”Jesus Is A Cunt”-trøjen langt op længe så ud til at være tøet op.

Det var ualmindeligt tight, og det var på ingen måde til at se, at de tre herrer ikke havde spillet live sammen i en evighed. Især trommeslager Kontos var et stort smil i sin Mercyful Fate-trøje og tæskede os gennem den tonstunge ”Death Church”, hvor samtlige nakkehvirvler fik læsterlige klø.

Hurtigløberen ”Blood for Blood” fik atter engang den roterende menneske-karrusel i salen op i fart, mens svedige fans skøjtede rundt i det øl-indsmurte gulv, og den løsslupne stemning toppede kort efter, da Flynn og Kontos på egen hånd kastede sig ud i først et mini-cover af AD/DC’s udødelige ”Back In Black”, hvorefter Mercyful Fates ”Evil” søreme også blev luftet. Flynn virkede dog med rette en anelse skuffet over, hvor få i salen der rent faktisk kunne brøle med på klassikeren. 

Akkurat som på ”Burn My Eyes” sluttede den hidsige ”Block” den sveddryppende seance af, men selv om det på mange måder var magisk at se ¾ af Machine Heads originale besætning kværne gennem en plade, der uden tvivl er en milepæl i metal-historien, så havde det godt nok været rart, hvis Robb Flynn i anledning af den runde fejring havde slugt et par kameler og skrottet en del af de elendige numre, vi også blev trakteret med onsdag aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA