x
Musikken først

Anomalie, DR Koncerthuset, Studie 3

Musikken først

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

De senere år har den elektroniske fusionsmusik, med bannerførere som FKJ, Gramatik og Mura Masa, for alvor gået sin sejrsgang på verdensplan. Indenfor feltet er den tekniske musikalitet i top, og multiinstrumentalister kombinerer alt fra jazz til electronica, ofte over hårdtslående hiphoptrommer. Canadiskfødte Anomalie, som tidligere har touret med netop Gramatik, byder på sine keyboarddrevne feel good-instrumentaler. Torsdag aften lagde han vejen forbi Sal 3 i Koncerthuset på Amager, til en velkomponeret, men også lidt afdæmpet lillefredagsfest.

Bag aliasset Anomalie gemmer sig Nicolas Dupuis, som er klassisk trænet pianist og stammer fra den fransktalende del af Canada, nærmere bestemt Montreal. Hans to eneste udgivelser, ep’erne Métropole og Métropole Part 2, er således begge skrevet med reference til hjembyen og maler alle et lille portræt af forskellige bydele og stemninger i byen. Med sig på scenen havde han torsdag aften en trommeslager, som både spillede på trommer og SPD-S, en bassist og en mand på synth, som ligeledes så ud til at styre backingtracket fra sin station.

Dupuis var selv på et Nord Stage-keyboard det meste af showet, hvorfra han sikkert tog teten og ledte den næsten fyldte sal igennem højdepunkterne fra de to ep’er. Som entertainer var han til den generte side – der blev sagt “mange tak” på næsten fejlfrit dansk, og givet ros til “the beautiful city of Copenhagen” – men det var helt tydeligt, at det var på keyboardet og mens musikken spillede, at den legesyge canadier var i sit es.

Og det var han. Særligt på de mere genkendelige numre, som vakte jubel og nakkenik blandt de fremmødte, som alle tydeligvis havde kendskab og connection til Anomalies bagkatalog. Fra tidligt i showet, hvor den groovy og sampletunge “Métropole” slog tonen an, til mere stille og afventende som “Nôtre-Dame Est”, var der ikke en finger at sætte på det tightspillende band. Fra starten var det annonceret af Dupuis selv, at aftenen ville bestå af “noget gammelt, singler og nogle uudgivne tracks”. Deriblandt blev vi præsenteret for et uudgivet nummer med multiinstrumentalisten og rapperen Masego og blev ligeledes bekræftet i, at rap på backingtrack slet ikke gjorde sig ordentligt i den organiske setting, som de fire canadiske musikere havde skabt.

Det foregik nemlig meget på scenen og var nærmest et indblik i, hvordan en almindelig torsdag eftermiddag kunne se ud i øvelokalet for Anomalie og co. Enkelte gange blev der opfordret til klap i takt og svaj med armene, men for det meste var fokus og hovedet vendt mod instrumenterne. Og det gør jo sådan set heller ingenting, for det var så sandelig tydeligt, at det var her, at d’herrer var stærkest og kunne give den fuld gas. Det kom særligt til udtryk på det sidste nummer, den dejligt dansable “Le Bleury”, som på fornem vis fik en flot hale, bestående af en fortryllende klaversolo fra Dupuis selv.

Her havde bandet publikum på tæerne, og heroppe blev vi, mens encoret – den “Hip 2 Da Game”-samplende gennembrudssingle “Velours” – sikkert kørte sejren i hus, med akkordprogressioner fra en anden verden. Der kan helt sikkert godt arbejdes med udtrykket fra scenen og indlevelsen med publikum, men det musikalske og evnen til at sammensætte solid samplemusik, drevet af keyboards og synthflader, er der ingen, der kan tage fra Anomalie.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA