x
The Sandmen: Himmelstormer

The Sandmen
Himmelstormer

En kæberasler fra garagerockerne, der driver mod undergangen

GAFFA

Album / 500% Records
Udgivelse D. 11.10.2019
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det måske ikke et uigenkendeligt The Sandmen, der toner frem på deres niende album Himmelstormer. Men de er på ingen måde hørt i en så rå og til tider blodig udgave. Himmelstormer er noget af en musikalsk kæberasler fra de garvede garagerockere, der på albummet nærmest genopfinder sig selv i en undergangsrock, som tager det destruktive udtryk ganske bogstaveligt.

Allan Vegenfeldt, Stefan Moulvad og Michael Illo Rasmussen er på noget af en rejse, der som de gamle ”rivaler” fra Sort Sol nu går ad en mere rockeksperimenterende vej, hvor det i denne udgave bliver til et eksistentielt syrebad. Her er både individet og civilisationen i fysisk berøring med undergangen.

Musikalsk har melodierne fået en ordentlig røvfuld fremdrift, hvor der bliver spillet ind til knoglerne. Det klæder i dem i den grad melodisk at gå på togt i David Bowies dystopiske Berlin, som i ”Himmelstormer” der ikke skjuler de musikalske referencer til ”Heroes” eller i den Kraut-rockede ”Red dig selv” med saxofon. Men gennemgående holder The Sandmen deres garagerockede udgangspunkt og er i bund og grund antændelig rock'n'roll.

De danske sangtekster har fået et markant løft fra den dansksprogede debut Den bedste dag. Det høres, at Alan Vegenfeldt synger for at overleve, om det så er i den foruroligende antikrigssang ”Over skyerne” eller i hans egen version af Velvet Undergrounds ”I'm Waiting For The Man” i ”På gaden”.

Måske står verden ikke længere på Himmelstormer, men så må vi bare kaste os selv i armene på de gamle rockdrenge, der danser sig ind i flammerne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA