ANMELDELSE: Bløde stemmer i nænsomt nærvær

GRETA + Penny Police, Radar

ANMELDELSE: Bløde stemmer i nænsomt nærvær

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

Lørdag aften blev der lyttet og nydt på det aarhusianske spillested Radar. Aftenen stod nemlig på dobbelt releasekoncert fra GRETA og Penny Police, der med hver sit nærvær indtog scenen med en borende intensitet og særligt blødgørende eftervirkning.

GRETA *****

Dansk-tyske GRETA er, foruden sit virke i trioen Ida Red, en soloartist med stort a i stormende udvikling. Med sin nyfødte debut-ep Ardent Spring (Part 1) trådte hun lørdag aften spændt og ydmygt frem på scenen med en indlevelse så stor, at den smittede alle fremmødte, der havde trodset regnen for at tage del i den debuterende affære. Og med god grund, viste det sig hurtigt. På sin egen vekslende facon ramte hun tiden lige på sømmet med sin drømmende synthpop med tråde tilbage til 80’erne, men stadig med blikket rettet mod fremtiden. Selvom set-uppet var minimalistisk – bestående af synths, keys, trommer og flere synths – blev der malet med de helt store penselstrøg i et både svævende og groovy univers, der hev os med til rave-fest i Berlin.

Og her var prikken over i’et GRETAs pludselige talende fraser på modersmålet, og for fanden, hvor ville jeg dog ønske, jeg forstod tysk, for det var tydeligt at mærke på det indikerede tonefald, at ordene føjede en række statements med sig, ligesom det var tydeligt at se på gnisten i hendes øjne, at førstesproget tilhørte en særlig selvsikkerhed. Andre steder overtog de buldrende beats og den fede synth-sovs dog desværre den lyriske leverings tydelighed og dermed desværre også sangenes tematikker. Noget, der havde været problematisk, hvis ikke stemmen ustandseligt var blevet udforsket i klang og spændvidde og blendede ind som instrument på lige fod med de resterende.

GRETA viste virkelig sit værd som sangerinde, med sit omskiftelige clash af den stereotype søde pige og den ditto stærke, rå jernlady. For der sker bare noget, når lyse, silkebløde toner blander sig med tunge tracks. Vild i højden og mystisk i dybden, ledsaget af små variationer fra q-chord og klokkespil, der gav liv, indtil tricksene gentog sig ideligt og endte en smule ensformige for helheden. I det store hele serverede GRETA dog sit spændende materiale af ligedelt pop-bangere og kompositionskunst med stor overbevisning.

Penny Police ****

Bag det attitude-fyldte artistnavn gemmer sig den noget mere introverte og tilbagelænede sangerinde og sangskriver Marie Fjeldsted, der efterhånden har etableret sig solidt i den danske musikscenes muld. Hun har tidligere gjort sig bemærket som Vegas Udvalgte og senere som del af kvindekollektivet Hun Solo. I sidste måned udkom hun med sit andet fuldlængde-album Be Lucky, der blev velmodtaget her på domænet med en fem-stjernet anmeldelse under titlen “Ambient sindsro for feinschmeckere”. Et album, der på denne lørdag udspillede sig i fuld form, med plads til en enkelt gammel kending på sætlisten i form af klaverballaden “I Do Care”.

Æstetisk nærvær med en lille udfordring

Hos Penny Police behøves der ikke meget mere end de fløjsbløde stemmelæber og den karakteristiske autoharpe til at gøre en hel sal bløde i knæene og om hjertet. Men på denne aften havde hun alligevel medbragt et større orkester bestående af trommer, bas, guitar, keys og trompet, og det var da heller ingen skam. Tværtimod stod den nye håndfuld sange ekstra skarpt og helstøbt frem i den brede palet af farver fra både country-, gospel- og jazz-verdenen, og naturligvis den rene singer-songwriter-tradition, de udspringer fra. Og selvom bandet spillede fænomenalt, fik den store lyd dog den side-effect, at den introverte, noget skrøbelige vokal, der sommetider bliver så luftig, at den helt forsvinder, blev overrumplet en smule.

Særligt den melodiske “Mirror, Mirror” levede fuldt op til den indspillede versions storladne blæsere og kor, men mistede vokalens gennemslagskraft, hvilket gav mig ønsket om at høre hende fremføre sine idylliske og fredfyldte kompositioner i samspil med et symfoniorkester en dag. For selvom registeret et smalt, nagler Fjeldsted alle facetter af det, så den luftige forsvinden blot tilføjer nerve og personlighed til stemmen. Og præcis derfor havde den fortjent at være mere hørbar.

Til gengæld stod det soleklart, at Penny Police er en kunstner i bevægelse. Ikke blot i sin sangskrivning, der ustandseligt søger ny inspiration, men i særdeleshed også i sin coolness, når det gælder mødet med sit publikum. Her hjalp den nye tilføjelse til det hidtidige katalog, da der var nye historier, der skulle fortælles og deles, og derfor også en naturlig nødvendighed for små præsentationer af værkerne før udførelsen af dem. Albummet blev blandt andet præsenteret som en dedikation til datteren, hvor særligt titelsangen bød på moderlige råd om vigtigheden i at finde sig selv og hvile i den, man er.

Også den dansksprogede vuggevise “Kig Op” bød på tanker om, hvordan livet bør gribes, og efterlod, som aftenens sidste udspil, flere øjenkroge våde. Fjeldsteds fjerlette stemme og musikalske snilde er dybt inddragende og ganske enkelt imponerende. Vi var på samme tid "on the road" og alligevel virkelig til stede i salen.

Bløde stemmer deler rampelyset

Dagens to hovedpersoner har på mange måder enormt meget til fælles, og alligevel fremstod de i aftenens forskellige set-ups som to unikke og så godt som færdigbagte kunstnere. Hvor GRETA er frem er Penny Police mere fra side til side, og det er lige, som det skal være. Begge indtog de rummet med en kærlighed til musikken så indgroet og nærværende, at den blev et spejl for publikum og resten af aftenens kollektive sindsstemning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA