x
ANMELDELSE: I musikken er vi altid sammen

Nikolaj Nørlund og Naja Marie Aidt, Dexter, Odense

ANMELDELSE: I musikken er vi altid sammen

Anmeldt af Brian Lindskov Larsen | GAFFA

Jeg knuselsker Nikolaj Nørlund og har egentlig gjort det siden den spæde start i Trains and Boats and Planes. Ligeledes har jeg grædt mine modige tårer over forfatteren Naja Marie Aidts digte op gennem nullerne, så for mig er deres fælles udgivelse Housewarming en gave fra guderne. De to har tidligere samarbejdet, blandt andet omkring udgivelsen af Andersens Drømme fra 2005, men Housewarming er altså deres første plade i egne navne.

Spillestedet Dexter er for nyligt åbnet efter en radikal ombygning. Der er udvidet kraftigt, og der er nu plads til et par hundrede siddende gæster, uden at der virker overfyldt. Generelt er der nu mere moderne spillested og mindre skummelt jazzværtshus over Dexter, og selvom der skal være plads til nostalgisk savn, når man nu har overværet et utal af legendariske koncerter på stedet, så er det en åbenlys forbedring af publikumsoplevelsen. Rummet kan nu deles op og skaleres efter publikumsstørrelse, og ikke mindst er der indkøbt et state of the art lydanlæg, der sammen med rummets fremragende akustik bør kunne tilfredsstille selv de mest kræsne lydnørder.

Lyden er da også det, jeg og de godt 200 fremmødte publikummer først lader os imponere over. Den er perfekt, intet mindre, ligesom scenelyset effektivt og diskret accentuerer det, der sker, eller rettere ikke sker på scenen under koncerten.

Og lad os tage hul på koncertens problemer med det samme. På godt og ondt lyder koncerten som pladen selv. Sættet er stramt, og selvom Nørlund, vanen tro i skarpt jakkesæt og kridhvid T-shirt virker munter og veloplagt og har plads til at rose ombygningen og skåle med publikum, bliver de 14 numre, vel at mærke inklusive de fire fine korte oplæsninger af Naja Marie Aidt selv, der er placeret som små tænkepauser mellem numrene, banket af på en time og et kvarter. Tempoet kommer også til at udstille en vis monotoni i sættet. Ud over Nørlund på vokal og periodisk på halvakustisk kraftigt distorted guitar, er der kun de to keyboardspillere Adi Zukanovic og Eva-Louise Rønnevig på scenen til at sørge for de kraftigt New Order- og Kraftwerk-inspirerede lydflader, der også kendetegner pladen.

Og Nørlund lyder altså også på godt og ondt som Nørlund, uanset hvilken forfatters tekster han fortolker og hvilken type lydkollage, han navigerer i. Altså – bandet lyder upåklageligt, og ikke mindst Eva-Louise Rønnevigs lyse og luftige vokal er smuk, når hun lægger kor til Nørlunds altid saftigt-mørke croonen og Nørlund selv; altså han er efter en af min mening en af landets allerbedste mandlige sangere, og så er hans altid perfekte diktion så velegnet til at formidle komplekse danske tekster. Og han kæmper en kamp for at bevare nærværet, samtidig med at han kommunikerer de ordrige tekster ud til publikum, men når desværre kun sporadisk ud til mig, der er placeret en ti-tolv bordrækker fra scenen, og det er synd, for han vil det, og jeg vil det, men vi kan ikke mødes – ikke sådan rigtigt. Ikke før til sidst i hvert fald.

Sættet afsluttedes med det henført smukke nummer ”Prospect Park”, der var decideret gåsehudsfremkaldende. Der mødtes vi, og det fortsatte efter ekstranumrene. Naja Marie Aidt indledte med kort digt, der afsluttedes med ordene: ”I musikken er vi altid sammen” Og det var vi så. På det kontant groovende ”Flyveplads” (en ældre Nørlund-sang med tekst af Aidt) med Aidt selv på kor og ikke mindst den religiøst messende og repetitivt medrivende afslutningshymne ”Søster/Broder”, der udfoldede sig som et imponerende dramatisk sangforedrag og i sig selv hev begivenheden hjem fra trestjernet lunken til firestjernet wow!.

LÆS OGSÅ: Aidt og Nørlund: Afbud til housewarming blev til transatlantisk album

Læs mere om det ombyggede Dexter her

Sætliste eksklusive oplæsninger:

Huset brænder

Åh, love

Regnen regner

Den bløde milde nat

Min ven er i Berlin

Sommerfuglevinger

Housewarming

For nedrullede gardiner

Havnens sorte vand

Byen er din

Q-tog

Prospect Park

Ekstra:

Flyveplads

Søster/broder

 

Kommende koncerter:

Den 24. oktober
Bygningen, Vejle

Den 25. oktober
Studenterhuset, Aalborg

Den 26. oktober
Godset, Kolding

Den 28. oktober
Studie 2, København

Den 29. oktober
Atlas, Aarhus

Den 30. oktober
Tøjhuset, Fredericia

Billetter kan købes lige her

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA