x
The Murder Capital: When I Have Fears

The Murder Capital
When I Have Fears

Mørkt hjerteblod på fremragende irsk post-punk-debut

GAFFA

Album / Human Season Records
Udgivelse D. 16.08.2019
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Det er mørkt. Det er brutalt tighte trommer a la Joy Division og Placebos teenage-angst, og i James McGovern har de unge irske debutanter fra The Murder Capital en rå og følelsesladet vokalist, hvis stemme ofte mere overfalder end pleaser. Lyrisk er albummet inspireret af en nær vens selvmord og emmer ellers af den usikkerhed, skrøbelighed og frygt, der kan præge livet som ung. Så er scenen sat!

”More is Less” pisker de unge irere frem med en aggressiv postpunk, imens ”Green & Blue” sænker tempoet og lader den dystre og melankolske stemning sitre ildevarslende under hver en tone. Det ekkoes mildere på ”Don’t Cling to Life”, albummets mest tempofyldte nummer – der i moderat upbeat tone med linjerne ”Failing this, let's dance and cry/So we remember why we die/Don't cling to life, don't cling to life/There's nothing on the other side” udfordrer White Lies i kategorien mest sortsynede sing-along.

Med producer-ikonet Flood bag knapperne er der også kælet for detaljerne, så trods det rå udtryk står samtlige instrumenter knivskarpt i lydbilledet, og de fint doserede strygere falder på de helt rigtige steder. Dobbeltnumre ender ofte prætentiøst på gulvet, men ”Slowdance I” og ”II” fungerer eminent. Langsomt, som en ren Jim Morrison, messer McGovern nummeret frem og skyller det ind over lytteren, drevet af en hypnotiserende basgang og guitarriffs, der folder sig ud over de to numres syv minutters varighed.

Deres landsmænd i Fontaines D.C. har allerede i år afleveret en imponerende debut. Den her er vildere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA