x
Mere Hans Zimmer end rock’n’roll

The Who, Rogers Arena, Vancouver

Mere Hans Zimmer end rock’n’roll

Anmeldt af Rune-Leander Mikkelsen | GAFFA

The Who, eller hvad der er tilbage af The Who, gæstede onsdag aften Vancouver som led i deres Move On! Tour – en tour med 32 koncerter fordelt mellem USA, Canada og England. The Move On! Tour er bandets turné nummer 40 som headliner siden 1962, hvilket må siges at være ret imponerende.

The Who anno 2019 er sanger Roger Daltrey og guitarist Pete Townshend, flankeret af Zak Starkey på trommer (Ringo Starrs søn, som, da han fyldte otte år, fik sit første trommesæt af The Whos originale trommeslager Keith Moon), Pete Townshend bror Simon på guitar, bassist Jon Button og Loren Gold på keyboard. Dog er det store scoop på The Move On! Tour, at bandet hver aften er akkompagneret af et fuldt symfoniorkester, ledet af Keith Levenson, som tidligere har lavet arrangementer for bands som Kiss, Alice Cooper og Meat Loaf.

Tommy

“Overture” bliver aftenens åbningsnummer, et af de tre instrumentale numre fra konceptalbummet Tommy (1970). “1921”, “Amazing Journey” og ’Sparks“ fra samme udgivelse følger efter. Symfoniorkestret er placeret i en halvmåne rundt om bandet, og hele scenen er badet i et hav af rødt lys, en farve der matcher Townshends Stratocaster denne aften. Vi får historien om pinball-mesteren ”Local Lad“ i form af ”Pinball Wizard“, en sang Townshend i sin selvbiografi Who I Am (2012) kaldte den mest gumpetunge sang, han nogensinde havde skrevet – en sang, der toppede som nummer fire på den engelske hitliste tilbage i 1970. I samme udgivelse fortæller Townshend, at det var efter at have set The Who levere Tommy fra scenekanten, at David Bowie gik hjem og skrev Ziggy Stardust (1972).

Vi får indsigt i Tommys nye religion og omverdenens reaktioner på samme via ” We’re Not Gonna Take It“ – her bliver det tydeligt, at Daltrey har overladt de høje toner til Pete Townshends bror denne aften. Herefter forlader vi Tommy-udgivelsen og bevæger os fremad i bagkataloget.

Greatest hits

”Who Are You“, titelnummeret fra bandets udgivelse fra 1978, sparkes i gang. Dette var det sidste album, Keith Moon medvirkede på, da han døde senere samme år. Sangen ”Who Are You“ er til dato et af The Whos største hits i Nordamerika, hvor det toppede som nummer 14 på US Billboard-hitlisten. Senere i år udkommer bandets 12. album, første udgivelse siden Endless Wire (2006), og vi får et par smagsprøver via “Hero Ground Zero” og senere ”Ball and Chain” (sidstnævnte er en genindspilning fra Townshends soloudgivelse Truancy fra 2015).

Man må give Roger Daltrey, at han er i fantastisk form af en mand, der har rundet de 75, som han står der med sine to tamburiner og solbriller med blåt glas – dog er stemmen ikke helt, hvad den har været. Under en ”greatest hits”-afdeling af koncerten med blandt andet ”Substitute”, ”I Can See For Miles” og ”Won’t Get Fooled Again” får vi en pause fra symfoniorkestret, hvilket passer fint. Jeg må indrømme, at der efter en time med fuldt orkester begynder at gå lidt Hans Zimmer i koncerten.

Quadrophenia

Orkestret kommer tilbage, og vi dykker direkte ned i bandets anden rockopera Quadrophenia (1973), omhandlende den unge mod Jimmy i 1960’ernes Brighton og hans søgen efter sin plads i verden. Vi introduceres til Jimmy via “The Real Me”, hører om hans identitetskrise i “I’m One”, og hans togtur til Brighton gennem “5:15”. Halvdelen af Quadrophenia spilles denne aften med et overdøvende symfoniorkester som bagtæppe. Pete Townshends legendariske armsving drukner totalt i lyden af violiner i et lydbillede, der bliver mere og mere pompøst, som aftenen skrider frem.

Zak Starkey er en fremragende trommeslager, selv om han stadig ligner en forvokset baby med afbleget hår – hele aftenen kan man følge hans arbejdsraseri bag trommerne, men også han drukner totalt i en mur af pompøs orkester-strækmarch-musik, der til tider minder om en parade på Den Røde Plads sidst i 1970’erne. Eddie Vedder har taget turen op fra Seattle og gæsteoptræder på ”The Punk and the Godfather” – heller ikke han kan trænge igennem orkestrets lydmur.

Lidt for meget genbrug

Som aftenen skrider frem, bliver det tydeligt, at idéen til The Move On! Tour er vokset ud af både Daltreys og Townshends soloturnéer over de sidste to år. Daltrey optrådte sidste år med konceptalbummet Tommy, mens Townshend turnerede med Quadrophenia tilbage i 2017, netop flankeret af et symfoniorkester. Med en massiv overrepræsentation af numre fra Tommy og Quadrophenia i denne aftens sætliste virker det lidt, som om at Daltrey og Townshend har slået deres individuelle turnéer fra de sidste to år sammen til dette års Move On! Tour.

Koncertens midterpart var aftenens højdepunkt, da vi fik en god blanding fra bagkataloget, selvom ”My Generation“ udeblev. Koncerten faldt lidt mellem to stole. The Who er et rock ’n’ roll-band, og ved at trække et symfoniorkester ind over numre som “Who Are You” og “Eminence Front”, bliver vildskaben noget udvandet. Omvendt har både Tommy og Quadrophenia brug for en stor lyd for at komme til deres ret.

Tilbage i 2002 døde The Whos originale bassist John Entwistle af en overdosis kokain i en hotelseng i Nevada med en lokal stripper ved sin side. Omstændighederne omkring hans død var noget mere rock ’n’ roll, end The Who var denne aften i Vancouver.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA