x
Tones And I: The Kids Are Coming

Tones And I
The Kids Are Coming

ANMELDELSE: Potentiale-overload

GAFFA

Album / Sony Music Australia
Udgivelse D. 30.08.2019
Anmeldt af
Andrea Washuus Bundgaard

Den australske singer-songwriter Tones And I er ganske nyfødt. For kun et halvt år siden ramte debutsinglen ”Johnny Run Away” æteren, og siden er opmærksomheden eksploderet i raketfart. Ikke mindst på nogle af verdens største radiokanaler, hvor den spændende, nye artist i lange perioder har boret sig fast på førstepladsen. Nu er det første samlede værk ude i form af ep’en The Kids Are Coming – og der er ingen tvivl om, at den kun 19-årige Toni Watson fra Melbourne bærer på et enormt potentiale. Men der mangler lidt retning.

Virtuost virvar

Fra første lytning står det klart, at Watson rækker ud efter stjernerne med en direkte og kommerciel lyd, der, til hendes held, er godt krydret med følsomme tekster og en soulet vokal, der med garanti har sparket benene væk under de fleste forbipasserende, dengang den blot blev udfoldet i virket som gademusikant. Men mødet imellem den skarpe produktion og den dybdeborende stemme foregår desværre ikke helt gnidningsfrit, da sidstnævnte forekommer en hel del mere original og indholdsrig end den første.

For mens sangene er skåret direkte til den store radio-succes, gemmer stemmen på en helt anden kompleksitet med sin skiftevis barnlige og kraftfulde stemmeføring rodfæstet i en nasal og lys klang, der dog hurtigt kan virke trættende, men samtidig, ganske intentionelt, står tilbage som unikt kendetegn i hele det virtuose virvar. Særligt på popbangerne ”Dance Monkey” og ”Never Seen the Rain” træder vokalen skarpt frem i selskab med catchy melodier og dansable rytmer, der henvender sig til det brede publikum.

Storslået sangerinde med tilbageholdte tematikker

Det umiddelbare indtryk, man får af Watson, er fokuseret om en vild energi, der ikke er til at skyde igennem. Men graver man lidt, finder man hurtigt en mørk og reflekteret side, med en rebelskhed, kun unge kan bære og som i korte blink trækker tråde til stjernekollegaen Billie Eilish. Denne mystik og fandenivoldskhed bryder særligt ud i titelsangens dunkle produktion, der byder på en spændende og samfundskritisk tekst om at finde sin plads og stå op for sig selv – med en kærlig bekymring til Moder Jord og pegefingeren hævet mod tidligere generationer, der ærligt konfronteres i andet vers: “No one seems to understand the kids these days and why we live this way. We got to clean up the mess you’ve made. Still you don’t wanna change.” Der er helt klart et ungdomsoprør i Watson, som der endelig ikke skal skrues ned for.

Også ”Johnny Run Away” bærer en angst og et alvor, der dog både kræver pandelygte og spade at nå, da instrumenteringen ikke ligefrem resonerer denne. I stedet flyder melodiske synths og guitarer rundt i baggrunden, mens et velkendt trapbeat understøtter vokalens rappede rytmik, men overtager i en grad, der kaster jord på pointerne. ”Jimmy” har noget af det samme, men er bedre udført, med fingerknips og tunge akkorder, der går yderst klædeligt til både lyrikken og Watsons soulede vokal.

All over the place

Overordnet set er The Kids Are Coming en samling af stærke indie-pop-sange med krudt til dansegulvet såvel som sindsoprørende adresseringer af sociale issues. Albummet er "all over the place" på en skør, seriøs, kulminerende, kantet, men også lidt forvirrende facon. Og som sagt: potentiale er stort – Tones and I skal bare lige lære at tæmme det, når hun i en simultan bevægelse fortæller historier og sprænger hitlisterne.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA