x
Alex Vargas: EGOmaniac

Alex Vargas
EGOmaniac

EGO-trilogi afrundes følsomt i sorgens tegn

GAFFA

EP / Copenhagen Records
Udgivelse D. 18.10.2019
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

I løbet af året har den unge sanger og sangskriver helt bevidst kigget indad og udforsket sin egen navle i EGO-trilogien, der nu afsluttes i et mørktonet udspil, som er skrevet på sorgen over sin mistede storesøster sidste år. Og man må tage hatten af for Alex Vargas, der med åbne øjne har kastet sig ud i personlige blottelser. De fleste filtre har været slået fra, og han har stået mentalt nøgen og afklædt foran sit publikum.

På sidste fire sange har han barberet lyden helt ned og lader sin stærke vokal slå takten og sætte en meget personlig stemning. Det er som på de foregående to udspil pakket ind i en ferm og sansefuld produktion, hvor tårerne føles ikke kun ægte, men også en kende overvældende.

Kompositionerne er noget stillestående, og måske har Alex Vargas stadig sorgen for tæt på. Der er i hvert fald en respektfuldhed, der også hæmmer sangene. Bedst er han i ”My Neighbour”, der musikalsk tør lege med udtrykket, og i den prægnante ”Fairytale Skies” er han rørende med et stærkt vokalarbejde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA