x
Et nostalgisk blik til en tid, der aldrig eksisterede

The Midnight + Violet Days, VoxHall, Aarhus

Et nostalgisk blik til en tid, der aldrig eksisterede

Anmeldt af Casper Dons | GAFFA

Opvarmning: Violet Days **** (se billeder af Violet Days her)

Med to musikere ved sin side træder svenske Lina Hansson ind på scenen for at opfylde den ubarmhjertige rolle, det er at skulle spille for et publikum, der er kommet for at høre hovednavnet. Publikum oplever dog hurtigt, at Violet Days bestemt også er værd at opleve. Instrumentalen er synth-baseret og stor på trods af den minimalistiske besætning med drum pad, keys og guitar, og Hanssons vokal og tekstunivers er både kraftfuldt og skrøbeligt på samme tid.

Violet Days åbner med nummeret ”Your Girl”, og allerede fra starten er det tydeligt, at gruppen har taget opvarmningsopgaven alvorligt: De er kommet for at starte en fest, som The Midnight kan overtage. Der hoppes og danses på scenen, og der er glimrende kemi og kontakt imellem gruppens medlemmer. Særligt trommeslageren er ved at eksplodere af energi og er en fest bare at kigge på med sine store lyserøde solbriller og overskæg.

Æstetisk bugner opvarmningen af 80'erne, hvilket passer glimrende ind til aftenens hovednavn The Midnight, som ligeledes er opstået som en pastiche over alt det 80'erne måske var – i hvert fald set med nostalgiske øjne. Lina Hansson er klædt i glimtende læderbukser og læderjakke, trommeslageren i de førnævnte store lyserøde Top Gun-solbriller, hvid åben skjorte og denimjeans, og guitaristen ligeledes i cowboybukser og jakke. Samtidig stråler neonfarverne fra scenens lys og skaber et rum, der komplementerer de store, synth-baserede soundscapes glimrende.

Violet Days har fra starten et godt tag i publikum, og deres smittende energi og kontakt til publikum får folk til at danse med på de energiske numre. Særligt ”Cocaine Kisses,” ”All I Know” og ”Just a Little” giver folk uro i dansebenene og sørger for, at den gode stemning spreder sig som en steppebrand. Violet Days har desuden forberedt et par covernumre i form af Tame Impalas ”Let it Happen”, som Hansson fortalte er hendes yndlingsnummer, og Alphavilles ”Forever Young”. Begge to med instrumentalpassager, der passer ind i Violet Days’ lydunivers.

”This one is about heartbreak and all that,” varsler Lina Hansson fra scenen, inden nummeret ”Ink” går i gang. Her er der skruet ned for instrumentalpassagerne og op for intimiteten og nærheden. Det er et stærkt melankolsk nummer, som Lina Hansson leverer med inderlighed og en knivskarp vokal.

Efter en lille time efterlader Violet Days et endnu mere veloplagt publikum, end de fandt. Jeg tror, de færreste er i tvivl om, at Violet Days har givet alt, de har i sig med både musik, sang og dans, så den tændte VoxHall sal er klar til aftenens hovednavn.

The Midnight ****

De forskellige nuancer af røde og blå neonfarver stråler ud fra scenens velvalgte lysshow, som rosenrøde briller, der viser publikum verden, som The Midnight ønsker, at vi skal se den: Med længsel, nostalgi, håb, og drømme. Til tonerne af ”Youth”, der åbner synthwave-gruppens seneste fuldlængde Kids, kommer de fire musikere, der skal oversætte The Midnights rige musikalske lydunivers til scenen: først en saxofonist, så en guitarist, og dernæst gruppens kerne: Den danske producer Tim McEwan (i øvrigt søn af musiker og skuespiller Tom McEwan) på drum pad og keys og amerikanske Tyler Lyle på guitar og vokal.

Efter det instrumentale åbningsnummer starter koncerten officielt, hvor The Midnight også startede: Med åbningsnummeret ”The Years (Prologue)” fra debut-ep'en Days of Thunder fra 2014. Ligesom trommeslageren fra Violet Days danser Tim McEwan så meget, han kan, imens han banker taktfast løs på sin drum pad. Samtidig formår han overskudsagtigt at bevare overblikket over diverse andre synths, pads og computeren, der spiller de dele af instrumentparken, som besætningen på scenen ikke har hænder nok til at varetage.

Tyler Lyles vokal er lige så fin og drømmende som på gruppens udgivelser, og selvom den følsomme sangskrivers sceneshow er mere tilbageholdent end de resterende musikeres, er der ingen tvivl om, at Lyle er til stede ikke kun på scenen, men særligt også i numrene, hvor man kan høre ærligheden i hvert et ord.

Lyle og McEwan skiftes til at adressere publikum både i og imellem sangene og formår at skabe en glimrende balance mellem at sørge for, at publikum er godt tilpas, og at de har en fest på dansegulvet. Sidstnævnte bidrager særligt saxofonisten også til i høj grad, når han danser rundt fra den ene ende af scenen til den anden og i et enkelt nummer løber om bag scenen og pludselig er at finde midt på dansegulvet, hvor der er dannet en euforisk cirkel rundt om ham.

The Midnight spiller foran et veloplagt publikum, der tydeligvis er bekendt med hele gruppens bagkatalog. Hele salen synger med på ”Lost Boy” fra 2018-udgivelsen Kids og på åbningsnummeret ”Shadows” fra Nocturnal fra 2017, og stemningen eksploderer yderligere, da Tim McEwan slår tonerne til ”Jason” fra Endless Summer an. Her har guitaristen overtaget Nikki Flores’ vokal fra studieversionen, hvilket hun gør aldeles fremragende med både overskud og indlevelse.

Blandt en masse velkendte sange fra gruppens bagkatalog som ”Days of Thunder”, ”Vampires”, ”The Comeback Kid”, der blev dedikeret til Tim McEwans far, der også er til stede ved The Midnights første koncert i Aarhus, og ”Los Angeles” får publikum en helt ny sang i form af ”Monster”, der viser en mørkere side af midnatten, men samtidig klædt i gruppens velkendte lyd.

Aftenen slutter med et brag med nummeret ”Sunset,” som publikum efter deres reaktion at dømme lader til at have ventet på hele aftenen. Her kommer de tre medlemmer fra Violet Days dansende og syngende på scenen, så showet kulminerer i en stor eksplosion af neon, nostalgi og drømmende musik.

Hele koncerten er pakket ind i et lækkert og varieret lysshow, der tildeler koncerten et ekstra lag af magi og længsel efter en verden, jeg aldrig har kendt. De tågede neonfarver har fra starten været et af The Midnights æstetiske kendetegn både visuelt og i musikken, der lever i og længes efter en verden i Los Angeles, der aldrig har eksisteret andre steder end i nostalgiske drømme. Violet Days skabte fundamentet for en fortryllende aften, og The Midnight sprængte taget af bygningen, så hele salen kunne skue ud i den mørke midnatstime og se verden, som The Midnight gør: Fuld af længsel, nostalgi, håb og drømme.

Sætlister:

 Violet Days

  1. Your Girl
  2. Come and Get It
  3. I Think
  4. Addicted
  5. Cocaine Kisses
  6. Let It Happen (Tame Impala-cover)
  7. Ink
  8. All I Know
  9. Forever Young (Alphaville-cover)
  10. Just a Little

The Midnight

  1. Youth
  2. The Years (Prologue)
  3. Shadows
  4. Jason
  5. Days of Thunder
  6. Death / DSSCTM / Nighthawks / Lonely City / Crockett’s Revenge Medley/Mash-up
  7. Vampires
  8. Monsters
  9. Gloria
  10. The Comeback Kid
  11. America 2
  12. Los Angeles

Encore:

  1. Lost & Found
  2. Sunset

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA