Kanye West: Jesus Is King

Kanye West
Jesus Is King

Vorherre bevares: Fra Trumptosse til Jesus freak

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 25.10.2019
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Det er da skønt for Kanye, at han med religionen har fundet en eller anden form for fred i sit martrede sind. Ligeledes vidunderligt for os andre, at han har skiftet sin uklædelige Trump-fascination ud med en helhjertet og altoverskyggende kærlighed til Jesus.

Som med alt andet i det plagede genis kringlede univers går han all in, men hvor man med den nyfundne åbenbaring in mente kunne forvente en sprudlende og inspireret Kanye på toppen af sit kreative game, giver Yeezy os i stedet karrierens slappeste udspil. Heldigvis er Kanyes bundniveau længder over de fleste andres toppræstationer, men alligevel...

Det kan godt ske, Jesus er konge, men albummet igennem savner man de gode gamle dage, hvor Kanye var Gud. Hvor han tidligere var vanvittig og uforudsigelig i såvel lyrik og produktioner, bliver han her noget så u-Kanyesk som ensformig – og alt andet lige er det sgu ikke noget, man tidligere har kunne skyde hverken manden selv eller hans imponerende produktion i skoene.  

Der er sateme langt fra tidligere tiders innovative karrierehøjdepunkter som ”Jesus Walks”, ”Black Skinhead” og ”Power” til de enerverende halleluja’er på hektiske ”Selah”, Kanye, der nærmest selv gaber sig igennem uinspirerede ”Water” og ligeledes kedsommelige ”God Is”. Dermed ikke sagt, at man ikke kan lave vellykket religiøs gospel-rap. Det er Kanye selv sluppet godt af sted med tidligere på for eksempel ”Ultralight Beam”, men her lyder han på en og samme tid både træt og som om, han prøver for hårdt, og det er meget sigende for albummet, at de mest interessante indslag er genbrug eller all backs til tidligere stjernestunder. ”Runaway”-pastichen ”Use This Gospel” er for eksempel pladens bedste nummer.

Man kan kun gisne om kvaliteten af skrottede Yandhi, men oddsene for at, det har været bedre end denne frelste gang musikalsk søvngængeri er pæne, og en pose luft fra en Kanyekoncert må alt andet lige være faldet drastisk i værdi siden i fredags.

Det er ærgerligt for første gang i en imponerende karriere oprigtigt at kunne citere manden selv, men ikke desto mindre: I miss the old Kanye.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA