x
Bob Dylan: Travelin' Thru - The Bootleg Series vol. 15 1967-69

Bob Dylan
Travelin' Thru - The Bootleg Series vol. 15 1967-69

Mindeværdigt mestermøde

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 01.11.2019
Anmeldt af
Espen Strunk

Der er tidspunkter, hvor det er sjovere at være anmelder end andre. Det er for eksempel et tilbagevendende højdepunkt, når der er nyt i Dylans Bootleg Series-udgivelsesrække: Udvalgte nedslag – outtakes og liveoptagelser – fra den lange karriere, udgivet med rund hånd og tiltagende frekvens siden 1991.

De sidste par år har vi – over tre bokssæt – fået fantastiske optagelser fra perioden 1975-80. Denne gang er turen så kommet til Dylans countryperiode fra 1967-69, inklusive guldrandede optagelser med Johnny Cash (som har floreret blandt fans i årtier) samt fraklip fra indspilningen af John Wesley Harding og Nashville Skyline.

Mens den psykedeliske bølge rullede over resten af rockscenen, gik en 26-årig Dylan en helt anden vej, da han i ’67 indspillede det akustiske country-rock-album John Wesley Harding. Opkaldt efter en lovløs fra det vilde vesten – og det var da også western-mytologi på en bibelsk bund, Dylan serverede fra sit landlige refugium.

Året efter tog han country-skridtet fuldt ud med Nashville Skyline, gæsteoptræden i The Johnny Cash Show med mere. Det hele er med her, inklusive utallige gyldne momenter fra d’herrers studiesession i februar 1969 (”what religious songs do you know, Bob?”).

Og selvom Dylans country-ekskurs for 50 år siden måske nok må betragtes som en elskelig parentes i det samlede værk – ja, så er der altså ingen grund til ikke at glæde sig over disse historiske arkivoptagelser.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA