x
Fuld, men fortrinlig Freddie Gibbs

Freddie Gibbs, Pumpehuset, København

Fuld, men fortrinlig Freddie Gibbs

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

Arkivfoto

Lørdag aften i Pumpehuset var scenen sat til en opvisning i traditionel gangstarap fra The Baby Faced Killa, nemlig den hyperproduktive Freddie Gibbs, som op gennem 10’erne har slået sit navn fast på den globale hiphopscene. Gibbs er garant for hårdtslående og ligefremme tekster, hvilket har bragt ham forbi de danske spillesteder og festivaler en del gange op gennem det forgangne årti. Med udgivelsen af kollaborationsalbummet Bandana i juni, produceret af ikoniske Madlib, virker det til, at Gibbs har slået sit navn fast som household name blandt det yngre hiphoppublikum, hvilket et udsolgt Pumpehuset bevidnede om.

Som support var Jay Prince fra London hevet ind til formålet, og han var faktisk utrolig velcastet. Om end musikken var en my til den trappede side i forhold til Gibbs’ mere klassiske udtryk, satte han gang i publikum. Det gjorde han frem til 21:45, hvor aftenens DJ, Ralph, fremtonede på scenen og på obligatorisk vis fik os til at love, at vi ville give den gas. Og det var faktisk lidt en skuffelse, at det var Ralph, som skulle guide os igennem aftenen. På de øvrige stop på den europæiske tour har det nemlig været føromtalte Madlib som har ageret dj, og han har altså bare en lidt anden pondus end ugly ass n*gga Ralph, som Gibbs ofte refererede til som sin dj og hypeman. Formentlig kærligt drillende, og formentlig som resultat af den betydelige mængde Hennessy, Gibbs havde fået under designervesten…

Det allerførste, vi fik forklaret af Gangsta Gibbs, efter han havde gelejdet os igennem “Freestyle Sh*t” fra netop Bandana, var, at han var fucked up. Og altså ikke bare lidt – den solbrillebærende og hoodieklædte Freddie Forgiato havde nydt for sig af både booze og sushi før showet, og med en rusten stemme blev vi opfordret til at råbe først “Fuck the Police!” og sidenhen “ESGN”, titlen på Gibbs’ debutalbum, som er et ordspil på den amerikanske sportskanal ESPN og et akronym for “Evil Seeds Grow Naturally”. De to ting var, sammen med utallige tømte flasker vand ud over det overordentligt velvillige publikum, gennemgående for de efterfølgende 65 minutter, som aldrig blev hverken helt gode eller helt dårlige.

For er der ét publikum i verden, som kan værdsætte, at en artist erklærer sig stangvissen, før han nærmest har spillet sit første nummer færdigt, så må det være det danske. Der var uden tvivl en J-dagsbrandert eller to, som blev efterbearbejdet i cannabistågerne på Vesterbro, og det kom Freddie til gode, at der var feststemning i luften, og dermed mindre fokus på rustne vokaler og det faktum, at Gibbs nærmest lå separat oven på beatet, når han flowede.

Retfærdigvis var det faktisk kun stemmens forfatning, der var anmærkninger ved. Hverken lyrik eller vejrtrækning var et problem for den garvede rapper, som leverede selv de teknisk udfordrende passager på numre som “Careless” og “Thuggin’” uden at misse så meget som en stavelse. Og selvom det var tydeligt, at Gibbs var mest hjemmevant i de ældre tracks, var det for undertegnede en smule fascinerende at bide mærke i, hvor godt de unge mænd iblandt publikum kunne rappe med på forholdsvist nye numre som “Crime Pays” og “Half Manne Half Cocaine”.

Halvvejs i showet var aftenens hovedperson desuden afklædt i ægte Freddie Gibbs-stil, og i bar mave fik vi “Fuckin’ Up the Count”, med Hennessyflasken svingende i venstre hånd og mikrofonen i højre. Sådan fortsatte koncerten frem til den afsluttende “Giannis”, hvor Gibbs fik instrueret os i hvordan vi skulle "go crazy like somebody slapped yo mama". Det lykkedes fortrinligt for det villige publikum, som kunne feste aftenen hjem efterfulgt af gennembrudshittet “BFK”. Nogen stor teknisk aften eller storslået koncert blev det aldrig, men med et bagkatalog og en kernefanbase som Freddie Gibbs’ er det sådan set heller ikke nødvendigt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA