x
M. Rexen: And They Danced

M. Rexen
And They Danced

Temafest på Rytmekons

GAFFA

Album / We are Surburban
Udgivelse D. 25.10.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

M. Rexen er det, branchen gerne vil kalde en ”musikalsk ener” på den danske musikscene, med en decideret uklassificerbar indgangsvinkel til musikkens genrer og floskler, mens han, på en yderst pæn facon, går sine egne vegne. Det har han gjort på de to album The United Kingdoms Pt. 1 og 2, der desværre også led under en lettere mangel på mere konsekvent eksperimenteren, trods de mange gode idéer. Det er generelt, som om Rexen har lyst til at spille de mange forskellige genrer, dog uden nogensinde at bruge virkemidlerne til at skabe noget banebrydende. 

Nuvel! Rexen er da en spradebasse i ordets bedste forstand på And They Danced. Vi har at gøre med en plade, der skal opfattes som en slags pause fra United Kingdoms-serien. Og det kan mærkes på pladens uptempo-numre, der tydeligvis udtrykker Rexens indre showmand. Der er alt, hvad hjertet kan begære fra et velspillende band, psykedeliske afslutninger, saxofoner, damekor og Rexen, der kanaliserer både Tom Jones og James Brown.

Men sangene flyder ud i glemslen, og i forhold til de mere dramatiske armbevægelser på Rexens foregående plader bliver And They Danced ret så enerverende at lytte til. Man kunne forestille sig, at Rexen og band ville være en hitter til en udklædningsfest på Rytmisk Konservatorium, men som plade er And They Danced mere et snapshot af en aften i byen, man ikke selv er inviteret til. Livsglæden virker en anelse påklistret, og selvom Rexen styrer igennem mange forskellige indtryk – som eksempelvis Talking Heads på ”Over the Wall” og James Brown på ”Quiet on Set” – så træder manden aldrig ud af skyggerne. Samtidig bliver den eksperimenterende tilgang med genrerne mere en slags udstyrsstykke end decideret nytænkende.

Jeg ved, at Rexen ikke har lyst til at blive proppet i kasser, og at den konstante frygt for at bekende kulør er hans måde at vise, at han vil tages seriøst. Men den kunstner, jeg kommer til at tænke mest på i løbet af And They Danced er popsuccesen Bruno Mars – hvis Mars var mere håndspillet og havde indtaget en vis mængde psykedeliske svampe. Begge kunstnere benytter sig af den samme retro-pastiche uden rigtigt at gøre musikken til sin egen. Værst er det på ”Me and My Friends”, der flyder helt ud i et helvede af funkfloskler, mens ”Lumia” minder om Paul McCartneys værste The Beatles-sange. Dem, som Lennon kaldte ”More of Pauls’ grannyshit”.

Rexen er et legebarn, der tør grave ned i musikhistorien, mens andre tier – men And They Danced løfter sig aldrig fra en ligegyldig indie-suppedas. Efter 49 minutter (og utallige gennemspilninger) sidder jeg kun tilbage med en lettere forvirret fornemmelse af ”var det det?”, og det er ærgerligt. Man må håbe, at dette bare er en pause, og at Rexen vender tilbage med et mere fokuseret værk, når han går tilbage til sit hovedprojekt. Væk med udstyrsstykket og ind med de gode sange – for det her er for kedeligt.


 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA