x
Følelsen af at være ekstra

Kesi, Posten, Odense

Følelsen af at være ekstra

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Arkivfoto

Det er efterhånden sjældent, en koncert holder energien på scenen og blandt publikum fra start til slut. Koncerten med Kesi varede knap en time, og den 27-årige frontfigur for B.O.C og Uropa magtede måske ikke at holde gejsten ved lige, til gengæld formåede publikum at vise en beundringsværdig dedikation til projektet. Der faldt hit på hit, og moshpits blev afløst af synkront hopperi og viftende smartphones. Sikkerhedsfolkene var på tæerne, mens unge mennesker med og uden armbånd, der gav adgang til at købe spiritus, kravlede på hinandens skuldre og besteg tilmed scenen til sidst i sættet. Det var så ekstra, som det kunne blive en torsdag aften på Posten.

"God Dag" er snart den stærkeste åbner, siden Nephew havde sin storhedstid med "Igen & Igen &". Publikum eksploderede, som var de castet til at være på hele vejen igennem. Kesi selv gled overlegent over den bølge af entusiasme, der skyllede over Postens store scene. Trods publikums solide og jublende gengivelse af Kesis tekster gik scenens enlige maestro klart igennem på lyden, mens han lifligt gik fra pop and lock til salsasvejende hofter. Backingtracket tog en sjælden gang over i det blottede setup, mens Kesi tog en kort puster i et sæt, der ellers aldrig mistede momentum. 

Der var ingen klarerere hensigt end festen i sig selv, og derfor blev det hurtigt kærkomment med en sang som "Vågn Op", der havde en smule dybde midt i overfladiske showstoppere. Kesi har numre, som bl.a. "Koldt Blod", der kan nuancere udtrykket lidt mere og samtidig være kontrasten til bassen, der styrer på den nye ep 888, der fyldte godt i aftenens sætliste.

"BDK" som lukker var aldeles effektiv, men satte også ekstra punktum på en overfladisk fest med sange af vers og omkvæd, hvis vigtigste funktion var, at man kunne synge med. "Hele Vejen" var desværre ikke løst ordentligt i sin live-udgave, og "1 Nat" blev en smule kedelig, som en let pastiche på Drakes "One Dance". Sættet var med den nye ep vældigt sammenhængende, men grænsende til det monotone.

Kesis første rigtigt store hit "Søvnløs" faldt let igennem med en uforsigtig råben af teksten, der ellers finder sin styrke i den drilske gengivelse af datidens hypede DJ Mustard ratchet-lyd. Igen finder Kesi dog sin simple, men effektive formular i et svævende Don Stefano-omkvæd, som bliver forløst i bas og en genkendelig tekst, man hurtigt rapper med på. Og publikum fik lov til at rappe med og rappe for, eksempelvis under de igen effektive, men lånte dobbeltrim, der åbner hittet "Kom Over". Kesi spankulerede selvtilfreds rundt og pegede mikrofonen ud mod de feststemte unge mænd og kvinder. 

En af grundene til, at koncerten fremstod så formfuldendt var sættets timing, der placerede lidt tungere, mere trap-orienterede tracks som "Consigliere" i starten, mens den hysterisk populære latin-pop faldt i den sidste lette ende med "Mamacita" og "Su Casa" kun opløst af den mildt skuffende "Søvnløs". Man kan kun være imponeret over, at Kesi kunne levere en højenergisk time helt på egen hånd og uden nævneværdigt tegn på tabt momentum. Ikke en dj, en back-up rapper eller et eneste instrument kunne forplumre den svært rutinerede optræden fra en mand, der har holdt sig i spillet længe og gennem mange forskellige stilarter.

Posten havde gjort et godt stykke arbejde i at tiltrække et særdeles ungt og taktskabende publikum, der var tydeligt engageret i dansk raps nye leveringsdygtige vidunderdrenge. Dem, som skylder Kesi alt for at bane vejen for en elegant sydeuropæisk inspireret pop-rap. Takket være et veloplagt publikum og en tilsvarende overskudsagtig ung hertug af dansk rap blev det til en stærkt underholdende live-oplevelse på Posten.

Opvarmning: BOUA ***

På små 12 minutter fik den 22-årige sanger med tunesiske rødder indcharmeret sig hos de ivrige publikummer. Det var nogle fortrinlige, men ufarlige popsange med samme klang som Skinz, og det var den helt rigtige bløde opstart for den søvnløse popstjerne. Dog blev det hurtig klart, at BOUA ikke havde et helt ladt gevær med, og han løb altså hurtigt tør for numre at servere. Sangene var meget en afart af debut-singlen "Det Som Om", der jo fungerer glimrende som lettilgængelig opvarmning, men er også hurtig glemt, når anlægget tager over med hits fra Branco og Emil Stabil.

 

Sætliste:

God Dag

Vågn Op

Consigliere

Ekstra

Pengedans

Ik Sådan Der

Op

Ligesom Mig

X

Hele Vejen

1 Nat

Mamacita

Søvnløs

Su Casa

Følelsen

Kom Over

BDK


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA