Spas og uro blandt natdyrene

Ravi Kuma, Farveblind m.fl., Odeology, Kulturmaskinen, Odense

Spas og uro blandt natdyrene

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Odense har som del af sin musikalske undergrund dyrket mange forskellige niche-genrer, og techno har været en musikstil, der har været holdt i hævd af flere generationers fortolkning med blandt andet Phonos ikoniske gæster som et klart toppunkt for Fyns værdsættelse af den inciterende musikstil. Odeology er den nyeste dedikation til genren og har efterhånden vokset sig stort nok til at rage ind i mainstream, i denne omgang med Kulturmaskinens bookere og arrangører, Dancelikamonkey.

Line-up var et regulært who's who af sen-10'ernes feststartere. Der var Ravi Kuma, som det sidste nye skud af fandenivoldsk bassmusik med rigelig rowdy attitude, der var den udfarende og opfarende duo af live-spillende dansesmede i Farveblind, og som et fedt Odeology-stempel var Andreas Nørregaard og Rune Bagge sat på med to solide sæt af rendyrket techno. Desværre var Bagge endt på hospitalet, og Asmus Busck var kaldt ind som vikar.

Andreas Nørregaard ***** 

Aftenen og natten afhang fuldstændigt af Nørregaards evne til at tvinge Kulturmaskinens gæster ud i taktfast aerobics. Det var dog først efter godt en time fra koncertstart, at der var fremmødt omtrent fyrre forfestende typer, som hverken skulle tvinges eller overbevises ret meget, før der dannede sig nogle årringe omkring maskinens aflange scene. Nørregaards tilgang var med små og rå progressioner, der gjorde det tydeligt for publikum, hver gang et lag af percussion blev lagt oven i det ydmyge og indbydende mix. Som et rendyrket Chris Lorenzo-sæt var der lavt til loftet og kun en nærmest øjeblikkeligt induceret stammedans, der var stort set umulig ikke at deltage i.

Nørregaard havde tilpasset sig omstændighederne, og hans sæt fremstod mærkbart anderledes end de sæt, han har udgivet på Mixcloud. Der var en stærk dedikation til at holde sig indenfor den minimalistiske stil, som publikum reagerede øjeblikkeligt på. Der var en gut, der kommenterede, at det hurtigt virkede ensformigt og det viste sig hurtigt som en symptomatisk tilgang til en aftenen, der forventede, at man kunne feste på tre-fire forskellige måder.

Ravi Kuma *** 

Det var præcis som det skulle være med en næsten glidende overgang fra Nørregaards techno til Ravi Kumas sub-bass i et betydeligt lavere tempo, men alligevel med en højere energi. Sharon Kumaraswamy indtog scenen og det alt for begrænsede område, hun havde blandt pulte og forberedte trommesæt, med et skævt smil, der dog alligevel fortalte, at showet måtte fortsætte trods berusede mænd i publikum, der fra tid til anden kom for tæt på.

Det var sært at mærke Sharon Kumaraswamy gå fra storsmilende venligt gemyt til hidsige opråb i "Take off My Scarf" og "Staring at My Dick". Ravi Kuma virkede ikke synderlig autentisk i Kulturmaskinens relativt lille koncertområde og fremstod langt mindre erfarne og langt mindre velansete, end de egentlig er på dette afgørende tidspunkt i projektet. Måske var lyden generelt ikke høj nok denne fredag nat i november, hvor natdyrene samlede sig omkring lysningen og de febrilske ildfluer. Kumaraswamy var mere nærværende end de fleste frontmænd- og kvinder, men det blev mere underholdende end ekvilibristisk, lidt som det hedengangne Ting Tings.

Farveblind ****

Der måtte gå lidt længere mellem Ravi Kuma og duoen, der havde medbrangt en guitarist, som kunne sætte en endnu tykkere streg under live-delen af Farveblinds koncept. Magnus Grønnebæk og Jens Mouritzen tog sig god tid trods det smalle sæt på en time. Det fik en stor del af deres show til at virke mere som en amputeret koncert med Turboweekend minus Silas Bjerregaard eller Reptile Youth minus Mads Damsgaard. Her manglede helt klart noget volume og noget bund på bassen, så man for alvor kunne mærke, at her skulle aftenen og natten toppe.

Bevares, de kom efter det, da de langsomt introducerede noget nyt og spændende med blandt andre Lydmor og Alex Vargas. Tracket med Vargas hed vist nok “You and the Gun” og brugte vokalen, naturligvis som backing track, lidt federe og mere råt med en Alex Vargas, der nærmest bjæffede sin sang hen over hårde trommer og skarpe synths og samples. Farveblinds musik trues konstant med at blive overproduceret og ubemærket uden den væsentlige kant. Men sættet udfoldede sig langsomt med små spidsfindigheder ud fra duoens begrænsede muligheder bag knapper og trommesæt.

Grønnebæk som aftenens talsmand for Farveblind måtte undskylde, at de ikke lige havde overbevist Ravi Kuma om at lægge vokal på det meget oplagte remix af “Take off My Scarf”, der oven i købet havde et gedigent islæt af Rage Against the Machine og navnligt det lille blærede tromme-break i “Killing In The Name”. Sættet blev en anelse for personlighedsspaltet med den elegante “You Forever”, der står i hård kontrast til “Jewels” lidt simple britiske rap med Paul Stephan. Den store bedrift var at lade oplevelsen eksplodere nærmest ubemærket, og lige pludselig hang publikum oppe under loftet.

Asmus Busck ****

Det efterfølgende sæt af Busck var en anelse mere spredt og fyldt med opløftende synths, så kanterne så småt blev barberet væk. Klokken ramte de 2.30, mens publikum gav sig yderligere for at holde fast på de primale behov, der aktiveres af nutidens voodoo-musik. I en by som Odense er det beundringsværdigt, at Odeology-folket i slægtskab med Golem-folket insisterer på, at der skal være plads til rendyrkede techno-fester til 4 om morgenen, særligt når størstedelen af byens værtshuse og natklubber lefler for laveste fællesnævner.

Asmus Busck havde ikke mærkeligt lidt svært ved at holde sammen på folket, der i løbet af aftenen havde småsnakket under Farveblind og teet sig under Ravi Kuma, for de færreste er nok lige begejstret for alle tre fester. Selv dem som blev høje på Andreas Nørregaards trylleri måtte føle sig en smule disillusioneret med Asmus Busck, der dog lod til at holde bedre end forventet på Dancelikamonkey-klientellet, der havde fyldt salen godt ud under Farveblind.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA