x
The Shaking Sensations: How are We to Fight the Blight

The Shaking Sensations
How are We to Fight the Blight

ANMELDELSE: Sovs, kartofler og mør postrock

GAFFA

Album / Pelagic Records
Udgivelse D. 04.10.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Tiden er lidt løbet fra postrocken som genre. Genren lever stadig højt på fordums helte, hvor Godspeed You! Black Emperor, Tortoise og Mogwai stadig står som kongerne. Københavnske The Shaking Sensations tager tydeligt udgangspunkt i det instrumentale himmelhvælv, som førnævnte bands har styrtet rundt i, hvor det især er det yngre Mogwai og Explosions in the Sky, der lader til at være den store inspirationskilde. Eller det er i hvert fald min konklusion efter at have siddet igennem den time, som er bandets fjerde album How Are We to Fight the Blight?

At dømme pladen som makværk ville være en skam, for der er masser af gode toner på How Are We to Fight the Blight?, som skal ses om lidt af en genkomst efter seks års pause. Bedst er The Shaking Sensations, når de leger med taktarterne på numre som åbneren ”Twenty Amino Acids”, hvor jazzskolede trommer møder blackgaze-guitarer, som kunne være hentet dirkete fra danske Møls sublime Jord, mens pladens højdepunkt uden tvivl er den forrygende ”Sightings”, der netop formår at balancere alle inspirationskilderne på et knivsæg, mens bandet giver slip på de skarpt opsatte grænser, som en ukritisk læsning af postrockens bibel unægtelig sætter.

For alt for tit har jeg det som om, at jeg sidder og lytter til et af førnævnte bands. The Shaking Sensations lyder i så høj grad som inspirationskilderne, at jeg oftest hellere vil høre gudfædrene. Det er især de lange guitarflader, der minder meget om Mogwai, mens brugen af distortion og fuzz som symfoniske virkemidler hilser på både My Bloody Valentine og Ride. Samtidig er produktionen nydelig og ren, og det fjerner noget af den beskidte rocklyd, som ville have klædt The Shaking Sensations’ lange, instrumentale sange. Dette går især ud over de ellers velspillede trommer, som alt for tit kvæles i en sværm af delay-behandlet guitar. Det bliver simpelthen, er jeg ked af at sige, hamrende kedeligt i længden.

I sidste ende flyder de fleste af numrene ud i hinanden på How are We to Fight the Blight, og ud over de fremhævede numre øverst kan jeg ikke huske andet fra hinanden end tendenser og strofer. Når postrock er bedst, kan man huske et nummer for sine specifikke crescendoer, breaks, stemningsskift og foranderlighed. Netop faktorer, der gør genrens hovedværker til store bedrifter. Desværre besidder How Are We to Fight the Blight? få af disse kendetegn. The Shaking Sensations leverer et millimeterpræcist kærestebrev til genrens klichéer, men kommer ikke meget videre derfra. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA