x
Lucy Dacus: 2019

Lucy Dacus
2019

Charmerende feriekort fra vigtigt stjernefrø

GAFFA

EP / Matador Records
Udgivelse D. 08.11.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Amerikanske Lucy Dacus er en af de mest interessante singer/songwriters, der er kommet ud af de forenede staters muld de sidste par år. Hendes andet album: Historian fra sidste år, var en af årets store overraskelser, og at nærværende blad (underforstået anmelder) ikke nåede at få det nævnt sidste år, er en ret så stor fejl. Historian er stærkt anbefalelseværdigt, i sin blanding af hudløs ærlig folk, energifuld altrock og stor sangskrivning. Det står her nu, så – you are welcome!

2019 er en ep, bestående af syv sange, som Dacus har udsendt løbende, i anledning af 2019’s højtider. Ep'en samler et par nye sange samt en række overraskende coverversioner. Egentlig plejer den slags ep’er ikke at være værd at skrive om, men i Dacus’ tilfælde, fremstår denne ep som en lille åbenbaring. 2019 er et vanvittigt charmerende øjebliksbillede af en kunstner, der forsøger at følge med i den succes og interesse, der pludselig opstod i kølvandet på Historians betydelige anmelder- og publikumssucces. Et slags feriekort fra en fjern slægtning, man altid gerne vil lære bedre at kende.

Produktionen er betydeligt mere lo-fi end på Historians, men det placerer Dacus i et intimt lydunivers, som hendes brug af synths og mere elektroniske virkemidler nyder godt af. Og så er hendes stemme varm, vedkommende og fortællende, hvilket faktisk bliver en større og større mangel på singer/songwriter-scenen i disse tider.

Af coversangene er den genrevridende version af Edith Piafs ”La Vie en Rose” klart højdepunktet, hvor Dacus selv tilføjer nye versefødder for at supplere sit skolefranske, mens den underskønne melodi får nye vinger at flyve på i den hårdere indierock-lyd. Dacus viser med den sang, at hun besidder den sjældne gave som genfortolker. Det er faktisk lidt af en bedrift at gøre en klassiker, som ”La Vie en Rose”, til sin egen.

Resten af pladens covers fordeler sig på det sjove, det formfuldendte og det ligegyldige. Den fræsende punkversion af Wham!’s gennemtrampede ”Last Christmas” vinder med kontante Ramones-guitarer og Dacus’ dovne stemme, som lige netop formår at redde fortolkningen på målstregen, før den bliver til en tom ”tøhø”-joke. Den knasende fortolkning af Bruce Springsteens ”Dancing in the Dark” fremhæver sangens vægtige melodi-stykke og recaster sangen som indierock til UG.

Det er derfor kun coveret af Phil Collins’ ”In the Air Tonight”, der fejler – ikke fordi det lyder dårligt, men fordi det simpelthen ligger for tæt op ad originalen. Og der må jeg sige, trods mit historiske forbehold for manden, at jeg hælder mest til Collins’ nasale power frem for Dacus’ sovekammerstemme. Og så har det historiske trommefill bare ikke samme gennemslagskraft i soveværelses-elektro.

Dacus’ egne numre er her også og viser igen, hvor stærk en sangskriver hun er, dog uden at måle sig med det bedste fra Historian. Højdepunktet er åbneren ”Fool's Gold”, der er et øjebliksbillede af nytårsdag, komplet med højtidens vanvittige efterdønninger af tømmermænd og depression. Linjen ”I threw the party so I could stay put/You brought the bottle like a promise I forgot/a new year begins, it ushers us in/the knot in my gut is coming with”, understreger højtidens mangel på mening, mens sangens melodi og dybe melankoli passer perfekt til den tåge, som vi nok alle har vadet rundt i efter en gedigen – og oftest skuffende – nytårsfest.

De resterende sange – ”My Mother & I” og ”Forever Half Mast” – er også begge fine sange, men lever ikke på samme måde op til Dacus’ forrygende høje niveau, selvom sidstnævntes mix af country, folk og altrock er ganske medrivende, og førstnævnte besidder en hjerteskærende, selvudleverende tekst, der udleverer Dacus’ syn på sig selv, sin mor og deres forhold.

2019 er en lille åbenbaring af en sjovt sammensat ep og som et nødvendigt pust mellem et hovedværk og fremtiden. 2019 er et charmerende og fascinerende indblik ind i en kvindes kunstneriske virke. En kvinde, som forhåbentlig har noget helt stort at byde på i fremtiden. I øvrigt ville Historian også have fået fem stjerner fra undertegnede. Så er det på plads.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA