x
Stereophonics: Kind

Stereophonics
Kind

Rockband i stilstand på klichéernes holdeplads

GAFFA

Album / Parlophone
Udgivelse D. 25.10.2019
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

11. album fra driftsikre Stereophonics er eftersigende indspillet på 11 dage. Man kunne have håbet, at det gav lidt spontanitet og spark til waliserne, der, for at sige det pænt, ikke har leveret specielt inspirere(n)de albums de seneste mange år.

Men nej.

I stedet falder frontmand Kelly Jones tilbage på de helt basale ’phonics-dyder. Lige ud ad landevejen-rock, båret af guitar og Jones’ hæse vokal. Måske nok lidt mere dæmpet end normalt, men overordnet lige så gennemsnitligt og kedeligt, som det plejer.

Et gospelkor på "Make Friends With the Morning" og mundharpe på "Restless Mind" giver lidt variation, men ellers er det jævne melodier og nemme tekster uden bid eller hjerte. Som "Bust this Town", der rimer ”funny” på ”money” på ”honey”… præcis som de gjorde på deres forrige album!!! Vi er her ude i rim så banale, at de er bandlyst fra den tilknyttede ordbog.

Stereophonics har ikke skrevet et nummer, der løftede sig over det middelmådige, at best, i umindelige tider. Det ændrer ”Kind” ikke på, og den fuldstændige mangel på gnist er beskæmmende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA