x
Der er stadig kød på lammet

Lamb, VoxHall, Aarhus

Der er stadig kød på lammet

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det er præcis 20 år og seks dage siden, Lamb sidst spillede på VoxHall. I mellemtiden er den engelske triphop/drum’n’bass-/folk/electronica-duo både gået i opløsning og blevet gendannet og har spillet i Danmark ad flere omgange, i Vega og på Train, og nu er de så tilbage på spillestedet, der var helt nyt dengang i efteråret 1999. Jeg var der, og på det tidspunkt var lammet det store dyr i åbenbaringen oven på udgivelsen af deres andet album, Fear of Fours, og så vidt jeg husker, var koncerten udsolgt. Det er den ikke i aften, hvor VoxHall ganske vist har fået udvidet sin kapacitet siden da, men balkonen er lukket, og salen er kun halvt fyldt. Primært med folk, der ser ud til at have været med fra dengang.

Kernen i bandet, sanger Lou Rhodes og keyboardspiller Andy Barlow, ser ikke meget ældre ud end dengang – Lou Rhodes med en imponerende hovedbeklædning, der nærmest ligner en sort plante – og musikalsk holder de sig heldigvis også godt. En af gruppens styrker og særkender på plade er samspillet mellem Lou Rhodes’ folk-orienterede stemme og sangskrivning og Andy Barlows elektroniske toner og kantede, programmerede rytmer, der især tilbage i 90’erne brugte de dengang superhippe triphop- og drum’n’bass-rytmer. Det får vi også en del af i aften, men udtrykket er samtidig betydeligt mere bandpræget, hvor duoen har medbragt yderligere tre musikere, bassist Jon Thorne, cellist Danny Keane og den danske trommeslager Nikolaj Bjerre, der alle er mangeårige samarbejdspartnere.

Sidste gang Lamb var i Danmark, var i Vega i 2017, hvor de turnerede i anledning af 21 års jubilæet for deres fremragende, selvbetitlede debutalbum og spillede det i sin helhed. I aften synes fortiden måske derfor i høj grad at være lagt på hylden, og fokus er på den nyere del af gruppens repertoire, først og fremmest dette års album The Secret of Letting Go, som næsten også bliver fremført i fuld længde og med sangene i nogenlunde kronologisk rækkefølge. Albummet er bundsolidt, om end sangene er ikke er helt så formfuldendte som bandets første fire album før deres pause.

Lidt ekstra liv

Live får de dog lige lidt ekstra liv, ikke mindst takket være Lou Rhodes’ utroligt smukke, ganske let hæse og velartikulerede stemme, Andy Barlows til tider hårdtpumpede arbejde bag keyboardet med masser af dyb synth-bas og de fremragende præstationer fra de tre ekstramusikere, hvor ikke mindst Jon Thorne må fremhæves for sit højenergiske spil på både el-bas og kontrabas og Nikolaj Bjerre for sin elegante vekslen mellem akustiske og elektroniske trommer med et væld af interessante lilletrommelyde.

Lou Rhodes har dog lidt problemer med noget teknik i begyndelsen af sættets anden sang, ”Armageddon Waits”, som må tages om, men det gør gruppen så også bare uden at ryste det mindste på hænderne. Sangen er et af de numre, som går i en skæv taktart, et af gruppens særkender, som altid har adskilt dem fra mængden af elektropopnavne, og som de også drilsk refererede til i den førnævnte albumtitel, Fear of Fours.

I aften får vi også mange ballader, blandt andet åbningsnummeret ”Phosphorous”, der er helt uden trommer. Lou Rhodes beder venligt publikum være stille under den ligeledes lavmælte, taktartskiftende ”Imperial Measures” med vemodig cello, og det bliver heldigvis respekteret af langt de fleste. Anderledes pågående er titelnummeret fra The Secret of Letting Go med dissonant synth-bas og samtidig en dirrende kontrabas. Instrumentalnumre er en del af Lambs dna, og dem hører vi tre af i aften, hvor især ”Merge”, aftenens første sang fra debutalbummet – helt slagtet er det ikke – skaber noget nær rave-stemning med Andy Barlow som indpisker og giver samtidig god mulighed for livebandet for at vise, hvad de kan.

Endnu en ballade, ”Gabriel”, et af bandets største hits, tilbage fra 2001-albummet What Sound, vækker begejstring et godt stykke inde i sættet, som slutter med, at Lou Rhodes dirigerer en egentlig ret velklingende fællessang på den lavmælte ”One Hand Clapping”. Ellers skal vi ind i ekstranumrene, før vi når klimaks med blandt andet den instrumentale ”Angelica”, der citerer Debussys klassiske ”Clair de Lune” og endnu et par højdepunkter fra fortiden.

Først den altid gåsehudsfremkaldende kærlighedssang ”Górecki”, der begynder helt stille – med lys i pærerne på den ellers mørklagte scene – og gradvist bygger op til, at bas og trommer kommer væltende ind som en flodbølge. Og endelig gruppens nok mest triphoppede nummer, ”Trans Fatty Acid”, der bliver sparket ud over scenekanten med blandt andet småstøjende guitar, spillet af Lou Rhodes, for første og eneste gang i aften. Festen slutter på toppen.

Det kan dermed konstateres, at der stadig er kød og smag på lammet, her 23 år efter debutalbummet, også selvom duoen ikke sætter dagsordenen på samme måde som dengang i slut-90’erne. Kombinationen af stærk kvindestemme og elektroniske toner lever videre hos mange kunstnere i dag, eksempelvis (i en lidt mere poppet udgave) norske Anna of the North, som pryder forsiden af VoxHall og Atlas’ novemberprogram. For de gamle som faldt, er der ny overalt, som der står i sangen, men de gamle er heldigvis slet ikke faldet endnu, men står stærkt, ikke mindst på scenen. Ses vi i 2039?

 

Sætliste:

Phosphorous

Armageddon Waits

We Fall in Love

Illumina

Imperial Measures

The Secret of Letting Go

Deep Delirium

Gabriel

The Other Shore

Merge

The Silence In Between

One Hand Clapping

Ekstra:

Angelica

As Satellites Go By

Backspace Unwind

Górecki

Trans Fatty Acid

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA