x
På technoklub med ung synthduo

Boy Harsher, Loppen, København

På technoklub med ung synthduo

Anmeldt af Ulrich Lauridsen | GAFFA

Den amerikanske synth-duo Boy Harsher har med en stribe stilsikre udgivelser siden 2016 placeret sig på den del af den elektroniske scene, man kunne kalde ”minimal”. En niche, der måske i disse år er ved at vinde mere og mere indpas i også det unge publikum.

I hvert fald var Loppen pakket og udsolgt, da duoen indtog København, og for denne genre med en overraskende lav gennemsnitsalder. En trend, der åbenbart også gælder andre europæiske byer, som de i øjeblikket besøger.

Boy Harshers musik er ellers ikke den mest tilgængelige, hvis man ikke er vant til hårde industrial-trommemaskinespor, enkle og repetitive synthhooks og en mørk, spøgelseslignende vokal, men den cocktail indtog Loppens publikum med glæde.

Fra åbningsnummeret "Send Me a Vision" fra ep'en Country Girl til afslutningsnummeret "Pain" fra ep'en Lesser Man blev Loppen i en lille time omdannet til en technoklub, hvor musikken ikke leflede for laveste fællesnævner, men tog publikum på en tur rundt i en historisk sø dannet af en lang række inspirationskilder. Som på duoens udgivelser er det bemærkelsesværdigt, hvordan producer og musiker Augustus Muller fascination af produceren Trevor Horn bliver omsat i Boy Harshers univers, og særligt i nummeret "LA" var kombinationen af Horns 80’er-lyd og klubstemningen ret genial. Fortid og nutid smeltede sammen, og det er tvivlsomt, om størstedelen af det unge publikum overhovedet opdagede den kraftige reference.

Og måske her ligger forklaringen delvist til duoens succes: Deres omsætning af inspirationskilder får deres musik til at lyde velkendt, uden at man dog helt kan indkredse, hvad det er. Uanset om det er de enkle bas-spor, som man kender fra New Order, den energiske og pulserende techno, som Underworld står for eller de sprøde, Vince Clarke-agtige synthlyde.

Også frontfiguren Jae Matthews’ mørke stemme sendte tankerne tilbage i tiden, og et band som Propaganda, som Horn også producerede tilbage i 80’erne, popper uvægerligt op. Matthews' brug af stemmen er dog mere instrumentel. Hun hvisker, klager og skriger sig igennem duoens kompositioner og danner på den måde stemningen af dunkelhed og desperation, der også er et af Boy Harshers kendetegn.

Skal Boy Harsher spille længere koncerter end en time, skal der nok fokuseres lidt mere på variation, for selvom en technoklub ikke nødvendigvis er der, man finder mest af den slags, så vil det klæde dynamikken i Boy Harshers sæt, hvis tempoet, energien og udtrykket en gang imellem forlader hovedsporet.

Sætliste:

Send Me a Vision

Country Girl

Fate

Suitor

Westerners

Come Closer

Modulations

Tower

Tears

LA

Encore:

Lost

Pain


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA